Morfarbogen fra 1949 til 2013

TIL MAGNUS.

”We all come into existence as a single cell, smaller than a speck of dust. Much smaller. Divide. Multiply. Add and subtract. Matter changes hands, atom flow in and out, molecules pivot, proteins stitch together, mitochondria send out their oxidative dictates; we begin as a microscopic electrical swarm. The lungs the brain the heart. Forty weeks later, six trillion cells get crushed in the vise of our mother’s birth canal and we howl. Then the world starts in on us.” (All the light we cannot see, Anthony Doerr ).

Din morfar blev født i 1949 – den 15. juli. Min storebror, Iwan – altid kaldet Buller – var født året før den 3. maj, og 2 år senere kom Frank. Nogle få år senere fik vi en lillesøster, Lilli, som døde af en hjerteklapfejl 2 år gammel. Endelig kom så Gitte, som er 8 år yngre end mig.

Mine forældre flyttede fra en lille lejlighed på Frederiksberg til en 2 ½ værelses lejlighed på Vilh. Thomsens Allé 54, st. th., da jeg var et år gammel. Der boede vi i hele min barndom. Børnene i det ”store værelse” og far (Helge) og mor (Birgit) i det ”halve” værelse. Man kaldte meget små værelser for halve eller kamre.

Der var ikke noget bad, men kun et toilet, så da vi blev for store til etagevask – hvor man vaskede sig i håndvasken, gik vi over på skolen og fik et brusebad. Det kostede et lille beløb, og så fik man udleveret sæbe og træuld formet som en tennisbold. Den blev brugt til at forsøge at fjerne ”gravrusten” fra især albuer og hæle, der aldrig blev rigtigt rene, da vi højest kom i bad én gang om ugen.

Min far var kusk på Carlsberg. Han kørte øl ud til restauranter og forretninger i København med hestevogn med 2 eller 4 heste foran. Derfor lugtede der også altid af heste i vores lejlighed. Min mor passede alle os børn, indtil vi var så store, at hun kunne begynde at gøre rent om morgenen på F.L. Schmidt, og senere fik hun arbejde som kontorassistent i et revisorfirma.

TV kom til Danmark først i 1950’erne, men jeg var vidst omkring 10 år, da vi fik fjernsyn. Uden TV læste min far ofte højt for os. Han havde nogle få bind af H.C. Andersens eventyr, og dem var vi meget glade for at få læst højt. Selvom min far var helt uden uddannelse, læste både han og min mor mange bøger, som de lånte på biblioteket. Jeg lærte hurtigt at læse i skolen, så jeg var den første i min klasse, der i 2. klasse fik lov til at låne bøger på skolens bibliotek. Jeg var meget glad og stolt, da min klasselærer fulgte mig over i den store skolegård første gang, og i sjov kaldte bibliotekaren mig ”hr. Påske.” Jeg husker specielt ”Det Lille hus på prærien”, som en af de mange bøger jeg læste meget tidligt.

Min far og mor var ikke særligt kærlige, og specielt brød min mor sig ikke om, at man sagde hende imod, så ofte når min far kom hjem fra arbejdet, beordrede hun min far til at slå mig, fordi jeg havde været ”uartig” eller ”næsvis”. Så skolen blev for mig det sted, hvor jeg havde fred og kunne slappe af, og bøgerne blev den fantasiverden, jeg flygtede ind i derhjemme.

Her er jeg med min storebror, Iwan og med min farmor og farfar.

Selvom pengene var meget små, fik vi altid mad nok. Ikke så meget, vi kunne have spist, men nok til ikke at gå sultne i seng. Det var almindeligt, at far fik 2 frikadeller, når børnene fik én, men han arbejdede jo også hårdt, og selvom han fik masser af øl dagen lang, skulle han da også have rigtig mad. Det var altid noget med sovs og kartofler.  Ris og pasta kendte vi ikke, og krydderier blev ikke brugt. Da min far var fra Ebberup ved Assens og min mor var fra Odense, fik vi ofte ”fynske specialiteter” som brunsviger, rygeost (sødmælks-) og boghvedegrød.

Her er Iwan, Frank og jeg med vores mormor.

Lejligheden var til at begynde med opvarmet med koks i en kakkelovn. Koks købte man i store sække, og når det ankom, skulle det leveres ned i et af vores 2 kælderrum. I kokskælderen skulle vi så hente vores koks, når der ikke var mere i lejligheden. Vi havde en speciel spand til koks, lidt aflang og med et håndgreb foroven. Det var ikke rart at skulle ned og hente koks, når det var mørkt. Man kunne tænde lys i kældergangen ved at trykke en knap ind. Denne knap gik så langsomt ud igen, indtil den var helt ude og lyset slukkede, og da det var svært at nå at fylde spanden, inden lyset gik ud, måtte man i mørket forsøge at finde tilbage til lyskontakten og tænde igen. Jeg var aldrig tryg i disse situationer.

Vores skole hedder Vigerslev Alles Skole. Den ligger på Vigerslev Alle i Valby. Når vi kom om morgenen blev porten lukket, for at vi ikke skulle forlade skolen i skoletiden. Vi startede i nogle barakbygninger i 1. og 2. klasse.

1. klasse. Jeg er nr. 5 fra højre i forreste række.

Derefter kom vi over på ”den store skole”, hvor der var drengegård og pigegård. Men da jeg kom derover havde man afskaffet de rene drengeklasser og pigeklasser, så der var både drenge og piger i hver klasse. Derfor var der også drenge og piger i begge gårde. Jeg var heldig med min skoletid. Jeg havde det nemt med skolearbejdet, og jeg fik gode lærere, som jeg er sikker på, var rarere end gennemsnittet af lærere på den tid. Man måtte slå elever, hvis de gjorde noget, der var forbudt, men det skete kun meget sjældent, at nogle af mine lærere slog. Dog skulle man passe på ikke at gøre noget forbudt i frikvartererne, for så blev man ”sat til vægs”, dvs. man blev placeret op ad væggen til drengenes pissoir, hvor man så skulle blive til klokken ringede ind til undervisning. Inden man slap, fik man så en lussing eller en ”kokosnød”. Man kunne blive straffet for at spille med bold. Det var forbudt, men da vi var meget glade for at spille fodbold, gjorde vi det alligevel, men med en kugle af stanniol. Det måtte vi godt! Vi spiste mad på skolen. Det var helt gratis. Til at begynde med gik vi i ”spisekælderen” og spiste i en infernalsk larm. Senere fik vi så madpakker, som en af os hentede nede i spisekælderen. Der var 4 halve stykker mad i madpakken, og hvis man kunne spise mere, kunne man få ekstramadder. Hver anden dag var det rugbrød med svinefedt, som jeg elskede, og de andre dage var det syltetøjsmadder. Vi fik også en kvart liter mælk og en vitaminpille.

Da jeg var 9 år blev jeg meldt ind ”til spejder”, og var ulveunge et år. Derefter var jeg blevet gammel nok til at blive meldt ind i fodboldklubben ”Frem”. I hele min barndom deltog jeg ikke i andet og var heller ikke indmeldt i den lokale fritidsklub, hvor de fleste gik. Når ikke jeg var til fodbold, lavede lektier eller læste bøger, gik jeg tur med Buller (Iwan) rundt i Valby. Altid den samme rute. Havde vi penge, hvilket var meget sjældent, fik vi måske en ”kradser”: et pølsebrød med sennep eller ketchup, eller vi trak gammelt wienerbrød i en automat. Vi fik ingen lommepenge, så vi måtte selv skaffe os penge. Jeg har været avisbud om eftermiddagen, men også søndag meget tidligt om morgenen. Jeg har været mælkebud og gået med søndagsmorgenbrød, og jeg har været bud hos en købmand, hvor jeg bragte øl og sodavand og andre tunge ting ud til folk, der boede i villakvartererne. Jeg kørte på en speciel varecykel kaldet en Long John. Sidst i min skoletid arbejdede jeg som kasserer lørdag nat på Favoritten Smørrebrød ved Frihedstøtten i København.

I sommerferierne var jeg hvert år i Hasmark Strand på Nordfyn, hvor min mormor (Alfrida Hansen) havde et sommerhus. Vores morfar (Jakob Hansen) døde, da jeg var ganske lille, af tyktarmskræft. Måske var det en livsforsikring, der gav min mormor mulighed for at købe sommerhuset. Hun boede til daglig på Drewsensvej 10 i Odense. Sommerhuset var ikke særlig stort, men det mærkede vi ikke rigtigt, fordi vi jo til hverdag boede i en lille lejlighed. Der var ikke bad og toilet, men der var et lokum, som vi kaldte ”das”. Det var et lille skur, hvor man satte sig på et bræt med hul i. Nedenunder var der så en spand, som vores tis og lort kunne falde ned i. Spanden blev tømt en eller 2 gange om ugen af ”natmændene”. Du kan nok forestille dig, at der lugtede fælt, og det var bestemt ikke rart at gå derud om natten. Jeg husker, at jeg altid forsøgte at undgå at tisse om natten, men at det en nat føltes som om min blære sprang inde i maven på mig. Ofte var min moster Riborg og onkel Kurt også i sommerhuset, og så lå jeg på en seng, der nærmest mindede om en harmonika, der klappet sammen ikke fyldte ret meget, men som så om natten blev trukket ud som en harmonika. Vores mormor var meget striks og sagde altid til mig: ”Ret ryggen, Bjarne”. Og så måtte vi altid spise op, uanset hvad hun serverede. Det kneb meget med hendes stikkelsbærgrød, som blev ved med at køre ned og op i min hals.

Vi var i dog meget glade for at være i sommerhuset. Det lå på Birkevej 14. Vi havde en lille urtehave med bl.a. jordbær, og så var der selvfølgelig også en græsplæne. Der var et par hundrede meter til stranden, som vi børn lærte at svømme fra. Vi havde en del tilbagevendende kammerater, og jeg havde også nogle år en kæreste der. Når jeg kom hjem til Valby efter ferien, talte jeg med tydelig fynsk dialekt. Min far fik ikke bil, før jeg havde fået min første bil, så når vi skulle over til mormor på Fyn, måtte vi med toget. Heldigvis kunne skolebørn dengang køre gratis med ferietoget, der var fyldt med skolebørn. Vi fik en billet om halsen, så alle kunne se, hvor vi skulle hen. Da toget var fyldt med børn, var der naturligvis en utrolig larm hele vejen. Dengang havde vi ikke broen over Storebælt, så toget blev transporteret med færgen over vandet. Jeg tror, rejsen til Odense tog 4 timer, og derefter skulle vi så videre med rutebil (bus) via Otterup til Hasmark Strand, så det tog det meste af en dag at komme derover.

I skolen blev eleverne delt efter 5. klasse, og jeg kom i boglig linje, hvilket betød, at man satsede på, at vi skulle ende med at få realeksamen efter 10. klasse, som hed 3. real. Inden da, var vi på lejrskole i Spjellerup og senere på en fantastisk tur på 16 dage til England og Skotland. Vi var med færgen fra Esbjerg til Newcastle og boede 3 dage i Edinburgh, før vi tog videre til Loch Lomond og Fort William. Sejlturen var meget urolig og førte til, at nogen af os var søsyge i flere dage derefter.

I Edinburgh var vi til tattoo. Der var tilskuere fra mange forskellige lande, og speakeren underholdt inden forestillingen med bl.a. at spørge: ”Anybody from Norway”? Og han blev ved med at spørge om, der var nogen fra forskellige lande, og de svarede med at huje meget højt. Da han glemte Danmark, rejste jeg mig op og spurgte på engelsk, om der var nogen fra Danmark, og alle mine kammerater, og en hel del af de øvrige tilskuere hujede med.

I Loch Lomond var vi inde og drikke te et sted. De spurgte, om vi var tyskere, og da vi fortalte dem, at vi var danskere, blev de meget venlige overfor os! Så der var krigens fjendskab endnu ikke overstået.

I Fort William besteg vi Storbritanniens højeste bjerg, Ben Nevis, men desværre var det en meget tåget dag, så vi kunne ikke se andet end skyer, hele vejen op og ned, så udsigten har jeg stadig til gode. Vejret i Skotland var for øvrigt rigtig pænt de fleste dage, men den dag var våd og kedelig. Jeg husker, at vi på opstigningen var forsigtige med ikke at blive våde om fødderne, og at vi på nedturen bare vadede gennem vandløb og mudder, fordi vi var så våde.

Fra Skotland tog vi via Glasgow til London. Inden vi tog nattoget, var vi inde og se en Beatles-film, ”A hard days night”, så det var ikke så underligt, at jeg endte med at købe et par Beatles-støvler, inden vi tog hjem til Danmark. De var med høje hæle, og mine forældre syntes, at de var meget grimme, men det kunne jeg ikke forstå (den gang). I London så vi mange af de berømte seværdigheder og boede på et pænt vandrerhjem.

At vi var på lejrskole i 16 dage var helt uhørt. Det fortæller, at jeg virkelig var heldig med de lærere, jeg havde. Det var Aase Lyngholt, der var min klasselærer, og hun var ugift spejdergeneral, så hun drak te hos dronning Ingrid én gang om året! Hun var umådeligt sød, og vi holdt alle meget af hende. Den anden lærer, der var med, hed Bent Nielsen – vores lige så rare historielærer.

Jeg fik altid gode karakterer i skolen, men matematik og fysik var jeg ikke ret god til. Jeg behøvede ikke lave ret mange lektier, men jeg sørgede altid for, at de var på plads, når jeg gik i skole. Jeg husker en morgen, hvor jeg kom i tanker om noget hjemmearbejde, der ikke var lavet. Jeg kastede op på vej til skole, så jeg havde en undskyldning for at vende om og gå hjem igen. Så kunne lektierne blive bragt i orden til næste dag.

En gang i 1964 blev jeg udsat for en ulykke. Jeg var kommet til skolen lidt for tidligt, og gik uden for skolen og ventede på nogle af de andre. En varevogn kom forbi, og nogle meget tynde men store stålplader, som var bundet fast på taget med sejlgarn skar sig løs og flagrede ind på fortovet. En af dem ramte mig i hovedet, og skar sig ind i venstre del af mit ansigt og mit venstre øre blev skåret midt over. Siden har jeg levet med et grimt ar i ansigtet. Mange så mig ligge og bløde kraftigt på fortovet, og de var sikker på, at jeg var død, så det var den besked min mor fik. Jeg tabte rigtig meget blod, men døde altså ikke. Jeg havde dog en kraftig hjernerystelse og lå på kommunehospitalet i 10 dage, imens Danmark vandt det europæiske melodi grand prix med Grethe og Jørgen Ingemanns ”Dansevise”. Min hukommelse tog skade af den tur, og kun langsomt kunne jeg huske mere og mere fra tiden før. Efter ca. en måneds tid kunne jeg huske, hvad man talte om, mens jeg var bevidstløs – i ambulancen og senere på operationsbordet! Det var ganske sjovt og underligt.

Inden min skoletid sluttede havde jeg søgt en læreplads på F. L. Smidth. Min klasselærer forsøgte at overtale mine forældre til at tvinge mig til at tage latin, fordi hun mente, jeg skulle studere, men min forældre var glade for, at jeg hellere ville i lære som maskinarbejder, fordi man så tjente penge, mens man blev uddannet, og fordi man hurtigere blev færdig med en uddannelse. Jeg ville gerne være teknikumingeniør, fordi jeg havde hørt, at ingeniørerne fra F. L. kom rundt i verden og arbejde.

Imidlertid havde jeg mødt Gurli, som er din mors mor. Ingen af os vidste noget om sex, og det var vel derfor, at hun blev gravid den allerførste gang, vi havde sex sammen. Vi havde vel kendt hinanden i 3 måneder, og jeg var allerede blevet klar over, at vi nok ikke skulle fortsætte forholdet, da vi var meget forskellige. Men da hun meddelte, at hun var gravid, kunne jeg ikke ”forlade” hende. Hendes mor (Emmy) og far (Helmer)var ikke helt almindelige. Moderen var af tysk afstamning og faderen var en rigtig bondekarl, der var flyttet hjemmefra i en sen alder og lejede sig ind hos Gurlis mor. De var ikke et rigtigt par, der havde giftet sig af kærlighed, men alene fordi det var praktisk. Da Gurli blev gravid, ville faren ikke følges med hende i S-toget! Han blev dog meget glad for sit barnebarn, Mona – altså din mor, så hun blev rigtig forkælet af ham. Gurli var 16 år, da din mor blev født, og jeg var 17 år. Vi boede hjemme hver for sig indtil Mona var 2 år, og det var en meget svær tid. Jeg var kommet i lære, men efter ¾ år opgav jeg, på trods af gode karakterer, da jeg syntes, det var for kedeligt – både selve arbejdet, men også det med, at der kun var mænd på arbejdspladsen. Så i mellemtiden søgte jeg ind på seminariet, og efter et år i præparandklasse (forberedelse, fordi  jeg ikke havde studentereksamen) gik jeg yderligere 5 år på Københavns Dag- og Aftenseminarium – på aftenafdelingen, mens jeg det første år var pakkepostbud og de sidste 5 år var lærervikar på Rødovre Skole. Det var noget med at tage hjemmefra omkring 07.20 om morgenen til Rødovre Skole, videre hen på eftermiddagen til seminariet, og så var hjemme igen enten ved 21.30 tiden eller omkring kl. 22.45.

På det tidspunkt var Gurli og jeg kørt trætte af hinanden, og hun valgte at flytte fra mig og børnene. Lars var i mellemtiden kommet til. Det var en rigtig beslutning, men det var meget slemt for Mona og Lars, da Gurli ikke havde lyst til at se dem ret tit. Mona og Lars savnede deres mor, og jeg bad hende meget ofte om at komme og se dem eller tage dem hjem nogle dage, men hun orkede det ikke, så Mona og Lars havde en meget vanskelig tid, som har sat sit præg på dem lige siden. Det er nok årsagen til, at Mona var meget længe om at få dig, og at Lars nok aldrig får nogen børn.

Den sommer, hvor jeg blev alene med børnene, tog jeg mit første kursus i italiensk. 6 uger, 2 timer hver dag. I den sidste uge af sommerferien tog jeg til Italien – til Malcesine ved Gardasøen, hvor jeg tidligere havde været på en campingferie med min moster og onkel, da jeg var 15 år, dog ikke i Malcesine, men vistnok i Cisano ved Bardolino.

Nogle år tidligere var jeg udsat for et færdselsuheld. Jeg kørte indtil København på scooter for at blive undersøgt på tuberkulosestationen for at kunne blive ansat som lærervikar. Netop som jeg overhalede en lastbil, svingede den til venstre ind i en indkørsel i Ingerslevsgade. Jeg brækkede nogle fingre, så jeg ikke kunne holde på et stykke kridt og skrive på tavlen i de første måneder af min ansættelse, og min næse brækkede også. Det opdagede man imidlertid ikke på hospitalet, så først nogle år senere, da det kneb med at trække vejret gennem det ene næsebor, så man, at næsen havde været brækket. Jeg gennemgik en operation på Roskilde Sygehus, men desværre lykkedes operationen ikke rigtigt, så siden den tid, har jeg gået rundt med en underligt skæv næse. Da din mor kom og besøgte mig på sygehuset, skyndte hun sig ud igen, fordi hun troede, at hun skulle kaste op over, hvordan hendes far så ud!

Heldigvis mødte jeg Benthe kort tid efter Gurlis fraflytning, og ca. et år senere flyttede vi sammen.

Benthe og jeg i Venedig på lejrskole 1975.

Hun med Camilla og Kenneth og jeg med Mona og Lars. Først i en lejlighed i Brøndby Strand og i 1977 i huset på Brinken 23 i Havdrup, hvor vi har boet i rigtigt mange år, og som du kender fra dine tidlige år. Et stort og dejligt hus med egen pizzaovn i haven. Den fik jeg for øvrigt fra Italien i 1998.

 

Brinken 23, Havdrup

Benthe var også lærer på Rødovre skole, men blev dog først færdiguddannet, mens vi boede sammen. Året efter at være flyttet til Havdrup skiftede vi begge Rødovre Skole ud med Havdrup Skole for at være tæt på børnene og for at undgå den nervepirrende lange vej til Rødovre. Men mens vi var på Rødovre, havde vi nogle dejlige oplevelser sammen. Vi var bl.a. sammen på lejrskole i Malcesine ved Gardasøen, først med min 9. klasse og så med Benthes. Vi var desuden i London med min 10. klasse. Den tur var formidabel. De så så meget på den uge, at de var fuldstændig udmattede, men meget tilfredse, da vi var hjemme igen.

Kenneth                                                                           

Camilla og Benthe

På skolen havde vi et lærerorkester, som jeg var med til at danne. Jeg spillede trommer, selvom jeg ikke har lært at spille. På seminariet lærte jeg at spille en smule klaver, så trommer var noget helt andet. Men det var sjovt, indtil jeg blev kærester med Benthe. Så ville jeg hellere danse med hende.

Her er nogle af de første fotos af Benthe og mig ved Gardasøen i 1975

Det sidste år, vi var på Rødovre Skole blev jeg kåret til årets lærer. Det var jeg meget glad for.

Kåret som årets lærer Rødovre skole 1978 (?)

På Havdrup skole havde vi vinterferie. Det havde vi aldrig prøvet før. Det var i de år blevet ret populært at stå på ski, og Benthe havde prøvet det med sin tidligere mand, Troels, og på Rødovre skole havde hun været på lejrskole i Westendorf i Østrig. Eleverne var til tyskundervisning om formiddagen, og til skiundervisning om eftermiddagen – i en hel uge.

Jeg fik lejlighed til at opleve det samme i det første år på Havdrup Skole, da en kvindelig klasselærer bad mig om at tage med hende og hendes klasse til Westendorf. Jeg var solgt. Jeg syntes, det var superdejligt at stå på ski, så jeg ringede hjem til Benthe og spurgte, om ikke vi kunne få råd til at tage børnene med derned i vinterferien. Da pengene var små, måtte Benthe selv sy skibukser og strikke skibluser til at alle 4 børn. Og hvad skete der? Danmark druknede i sne, så vi ikke kunne komme ud af landet!

Bolzano. 

Udflugt fra Sillian i Østtyrol med min far og mor.

Min elskede hustru, Benthe.

Næste år arrangerede jeg en lignende tur for min egen klasse, og vi fik indhentet skituren med børnene. Året efter ville mine elever af sted igen, så jeg sagde, at jeg ville lave et arrangement for dem, hvis de var mindst 20, der gerne ville med. Jeg fik et busselskab til at køre os frem og tilbage, og vi fik hjælp af dem vi kendte fra sprogskolen til at finde værelser. Det var en stor succes, så efterfølgende arrangerede vi en skitur i hver vinterferie med op til 50 deltagere, herunder vore egne børn. Nogle af turene var ikke så morsomme. En gang fik jeg bank af en chauffør, så jeg måtte anmelde ham til politiet for overfald. En anden gang punkterede bussen, og en bus var uden varme på en hjemtur. Men alt i alt havde vi nogle skønne ture med mange taknemmelige børn og senere også en del voksne. Vi har tit pralet med, at vi har lært halvdelen af Havdrups unge at stå på ski, fordi de fleste af dem faktisk blev undervist af os selv. Skiløb er den bedste leg, der findes. Man er ude i det fri om vinteren, hvor vi normalt er pakket ind hjemme i kulden. Himlen var ofte blå, og vi kom solbrændte hjem efter en uge. Børn og voksne færdes på lige vilkår i sneen, og ofte er børnene hurtigere til at lære det, end de voksne. Derfor har alle det sjovt på pisterne. Der var kun 2 af de unge, vi tog med, der ikke lærte at stå på ski, og det var kun Pieter, der brækkede et ben på de mange ture. Og så var der Lars, der brækkede kæben, som han havde stødt ind i skulderen på Niels Hougaard.

Camilla, Tommy, Benthe på skitur. Barnet i forgrunden hører ikke til os!

Skiløb er vi fortsat med lige siden, og det var en fornøjelse at stå på ski i Italien et år, ved Kronplatz og i Sierra Nevada i Spanien i 2013. Men alle vore ture til Østrig, til Westendorf, Zell am Zee, Zell am Ziller og St. Johan im Pongau og Wagrain har været pragtfulde. Det har kostet mange penge, men det har været utroligt livgivende at komme af sted i den mørke tid. Også jul og nytår har Benthe og jeg fejret nogle gange i Østrig. Èn gang stod vi slet ikke på ski, men nøjedes med at vandre. Det var faktisk også dejligt.

Her er ”slagteren fra Køge”, Mogens, Troels, evighedsstudenten, Benedikte, Iwan, Benthe og jeg med hver sin kop jägerte i Zell am See.

Her er det Anders (Adel) og Lars i en skihytte i Østrig.

Religion(er)

”Solen var Gud. Frank undrede sig over, at han ikke havde vidst det før. Han havde tilbragt sin barndom med at længes efter at se Guds ansigt, havde altid tænkt på ham som en gammel mand med langt hvidt skæg som Charlton Heston, og her havde han været skjult for næsen af ham. Alle disse år havde han fulgt en falsk teologi, troet på en Gud, bedt til Faderen og Sønnen – når det hele tiden havde været Solen (the sun) i stedet for Sønnen (the son). Han havde troet på myterne om Adam og Eva og slangen, på Gud som en personlig frelser, som om han var en eller anden frygtelig revisor, der var placeret i himlen med et bogholderi. Man sagde, at han havde al magt på jorden, men i virkeligheden så man ham som betydningsløs hævngerrig tyran. Men det var alt sammen klart nu. Selvfølgelig. Selvfølgelig. Solen var Gud – livgivende, men uforudsigelig, nogle gange mild og rar, nogle gange stærkt brændende og fjern. Dette var den magthavende guddommelighed de talte om. Blev al ting ikke kontrolleret af solen – årstiderne, planterne, dyreriget? Og alligevel, sikke et mysterium. Den smukke stjerne, der påvirkede alt liv på jorden valgte at forblive skjult for os……

Det vi mennesker kaldte skæbne var simpel fysik…. Men solens varemærke var dens ligegyldighed i forhold til os. Vores bønner, vores pietetsfølelse har ikke forstyrret den det mindste. Den var ligeglad med, om den ødelagde vores udflugter eller bryllupper eller selv vores liv.”

(Citatet er fra bogen ”The weight of heaven” af Umrigar, Thrity)

Jeg meldte mig ud af folkekirken, da jeg var 18 eller 19 år. Det var faktisk i forbindelse med din mors barnedåb. Præsten brugte sin prædiken til at skælde menigheden ud for kun at komme i kirke til højtiderne. I stedet for at bruge et af vores sjældne besøg til at overbevise os om kirkens fortræffeligheder og kristendommens ditto. Jeg har siden læst mange, mange bøger, der har fået mig til at ræsonnere, at hvis der var en Gud havde han afskaffet alle religioner.

Hvorfor? Jo, historien har vist, at alt for mange mennesker har brugt religionen som forklaring på, hvorfor de var nødt til at slå ihjel. Ikke kun kristne, men også kristne. Tænk bl.a. på korsridderne. Du kan læse ”Jordens søjler” af Ken Follet, ”Fatimas Hånd” af Ildefonso Falcones

og ”Havets Katedral” af samme, eller fx ”The Poisenwood Bible”. Der er skrevet mange bøger, som har overbevist mig om, at menneskene var bedst tjent uden religionerne. Selvfølgelig skal mennesker have leveregler, men at pådutte mennesker leveregler, der ikke er egnet til brug i nutiden, er det glad vanvid. I det hele taget er religioner det glade vanvid. Man taler om tro og overtro. Latterligt! Der findes kun overtro i forbindelse med religionerne. Du kan, som i citatet tro på solen som livgivende kraft. Det har jeg gjort i mange år. Men at tro på en Gud i en slags menneskeformat, er og bliver overtro. Og tænk på, hvordan såkaldt hellige har brugt deres kristendom til at tyrannisere og misbruge og undertrykke især ubemidlede mennesker. Samtidig med, at de samme hellige citerede biblen med budskabet om næstekærlighed. Der har igennem hele den historiske tid været en vanvittig og urimelig forskel på, hvad kirken har prædiket, og hvad dens tilhængere har gjort – med enkelte historiske undtagelser. Tænk på, hvordan den kristne kirke igennem århundreder har forholdt sig til sex! Hvordan kirken har forsøgt at overbevise kristne om, at det er syndigt. Sex er et basalt behov hos mennesker, ligesom fx mad og drikke. Det er derfor ikke hverken syndigt eller unaturligt, men alligevel er det lykkedes kirken igennem flere tusind år, at formå menneskene til at undertrykke dette naturlige behov og i hvert fald få dårlig samvittighed, hvis de alligevel har ”syndet”. Så går de og henviser til Marias jomfrufødsel!!!! Jamen, altså! Hvem fandt dog på den historie? Og hvorfor skulle det være så specielt, hvis det virkelig var rigtigt. En kvinde kan da sagtens blive gravid uden et egentligt samleje. Det kræver som bekendt bare noget mandligt sæd at gøre en kvinde gravid. Derved mister kvinden ikke nødvendigvis sin jomfrudom!

Mennesker kan ikke leve uden at tro, siger mange. Jo, mennesker kan sagtens leve uden overtro, men selvfølgelig skal man da tro på noget. Fx solens fantastiske evne til at skabe liv på kloden. Men det kan da også være meget nærmere. Troen på, at det vigtigste i verden er at sørge for, at alle børn får opfyldt deres basale behov, bliver behandlet ordentligt og får masser af kærlighed. Det har jeg troet på i årevis, og derfor har det også været en stor glæde, både at have fået egne børn, men også at have fået lov til at tage fremmede menneskers børn til sig og forsøge at give dem tro på livet og dets mange muligheder.

Det var en tilfældighed, der førte til, at Benthe og jeg blev plejeforældre for en hel del børn. Det var en elev i en 9. klasse, jeg havde på Havdrup skole, som manglede et sted at bo, og som vi derfor tilbød et nyt hjem hos os. Hun hedder Wicki (Hamann). Det førte til, at vi efterfølgende fik Adel Taj, kaldet Anders, ind i vores liv i 6 år. Efterfølgende havde vi så aflastning for Amos og Gloria fra Uganda og Micha og Klellia fra Burundi, fordi deres mødre var kommet til Danmark som flygtninge med HIV. Desuden har vi haft Josefine Bonk Andersen i mange år, samt et par andre i kortere perioder.

Amos i Zillertal.

Vi har også gennem arbejde med udvekslingsstudenter eller lignende været i berøring med rigtigt mange unge fra det meste af verden, og det har været en fantastisk fornøjelse. Bl.a. var vi i 2012 på en 18 dages busrejse rundt i Europa med 66 unge. Selvom selve arrangementet var meget uprofessionelt, hvilket vi efterfølgende påpegede overfor Rotary, som jeg var medlem af, og som stod som arrangør, så havde vi en dejlig tur, fordi de unge bare var pragtfulde at være sammen med – også selvom vi måtte skælde ud, når de ikke overholdt især aftaler om hjemkomst til vore overnatningssteder.

Simran fra Indien, som er en af de udvekslingsstudenter, vi har haft boende, var fra Mumbai. Det fik mig til at læse ”Shantaram”, som giver et indblik i livet i den kæmpestore by med en evig temperatur på over 30 grader og med en befolkning på omkring 20 millioner, hvoraf en meget stor del lever i yderste fattigdom. Bogen fik mig til efterfølgende at læse adskillige indiske romaner, som bl.a. giver et ganske godt indblik i religioners påvirkning af menneskers liv i negativ retning. Bøger, jeg har læst: ”Behind the Veil”, A son of the Circus”, ”The Glass Palace”, ”Sea of Poppies”, The full Moon Bride”, “Bombay Time”, “The god of small Things”, “A good Indian Wife”, “Secret daughter”, “The white Tiger”.

I bogen “The Weight of Heaven” hører man om et amerikansk par, der er udstationeret i Indien, hvor deres tjenestefolk er et ægtepar med en søn. Manden var forældreløs hindu, der på sin første rejse som voksen fandt sin kone på Goa. Hun var imidlertid kristen, så for at få hinanden måtte de løbe hjemmefra og håbe på, at de blev taget til nåde på et tidspunkt. Da de fik deres eneste søn – og i øvrigt også ved faderens og sønnens besøg en del år senere, meddelte moderens forældre, at de ikke havde en datter, og at de derfor heller ikke havde noget barnebarn, som de mente var en bastard, fordi datteren havde fundet en mand med en ”forkert” tro. Sådan noget er for meget fuldstændig utilgiveligt og viser som så meget andet, religionernes utilstrækkelighed. I bogen ”Lægen fra Zaragoza” hører man om uddrivelsen og udryddelsen af jøderne i Spanien i middelalderen. I ”Jordens søjler” fortælles om præsternes og munkenes uhyrlige undertrykkelse, og i ”Fatimas hånd” ser man både muslimernes og de kristnes grusomhed – samtidig med, at de prædiker næstekærlighed. De kristne (og andre religiøse) har gennem hele historien sagt ét og gjort noget helt andet. Man siger, at man ikke skal gøre, som forældrene gør, men som de siger, man skal gøre, og det må vist være sådan de religiøse opfatter deres levemåde på. Afskyeligt og tragisk. Tænk naturligvis også på nazisterne jødeudryddelser, som man stadig i dag ikke forstår. Hvordan en gal mand ved navn Hitler formåede at overbevise almindelige tyskere om, at alle deres ulykker skyldtes jøderne, så hvis de blot blev udryddet, blev det meget bedre at leve i Tyskland. Det lykkedes dem at slå 5 millioner jøder ihjel. Ganske almindelige tyskere lod sig overbevise om det rigtige i på alle mulige tænkelige og utænkelige måde at myrde mennesker med koldt blod. De spanske kristne smed de muslimer ud, som de ikke slog ihjel i forbindelse med generobringen af Spanien efter 700 års muslimsk herredømme. Det tragikomiske ved dette var, ifølge spanske historikere, at Spaniens økonomi gik i regression, fordi det var araberne (moriskerne) der havde fundet ud af at dyrke de sparsomme jorde på bjergskråningerne ved at lave terrassedyrkning, og det tog efter sigende 300 år, før de spanske kristne lærte at bestille noget og komme på fode igen.

Det er min tese, at hvis mennesker har et godt og berigende liv, og hviler i sig selv, bruger sig selv, gør nytte og ikke mindst gør gavn for andre end dem selv, har de ikke brug for religiøse vejledere, og det er ligeledes min tese, at verden kun har set meget få religiøse vejledere, som tjente deres menighed i stedet for dem selv. Tænk for eksempel på Vatikanet og paverne. Et skuespil, der er smagløst efter min mening. Vatikanet, der var ”så flinke” at sørge for, at mange naziforbrydere slap til Sydamerika, da 2. verdenskrig var tabt. Og der er mange eksempler på, at kirken ikke hjælper de nødlidende, men tvært imod støtter dem, der har mere end rigeligt.

Kirkebygninger kan dog være meget smukke, og det er ubegribeligt, at man i 1100 og 1200 tallene kunne lave de store katedraler. Så mange af dem kan nok være et studie værd.

Men historien om kirkerne er også historien om magtens korrumpering. I Cordoba i Spanien havde muslimerne opført 400 moskeer under deres 700 år lange herredømme. Én af dem fik lov at blive stående, da de kristne fik smidt moriskerne ud. Det var en af de 2 største og vigtigste moskeer i den arabiske verden. Men hvad gjorde de kristne ved denne moske? De fjernede de midterste 300 af de oprindeligt 1100 (gammelromerske) søjler og opførte en katedral der. I sig selv en fantastisk bedrift, men en kulturhistorisk katastrofe. Se den en dag og bemærk, hvor smuk moskeen må have været – uden denne kransekagekirke i midten . Og netop den måde de kristne bygger kirker på, siger meget om deres mærkværdige forhold til Gud. De små landsbykirker er ydmyge og nydelige, men de store katedraler skal helst rage helt op i himlen, måske for at de der kommer der, skal føle sig små og mindreværdige? Hvis du besøger Peterskirken i Rom vil du se den måske grimmeste kirke, der nogensinde er bygget, og det gør ondt på mig, at de kristne har brugt uhyrlige summer på opførelse af store kirker, i stedet for at tage af de svage i samfundet. Kirken har været fantastisk god til at rage penge til sig, men har efter min mening forvaltet disse penge uden skelen til deres egen religions budskaber.

I ”The Poisonwood Bible” hører man om en missionær, der tager fra USA til et land i Afrika (Congo) for at ”frelse” afrikanerne fra ugudelighed og gøre dem kristne. En rigtig god bog at blive klog af. Der har formentlig blandt missionærerne været gode og velmenende mennesker, der har troet på, at de gjorde det rigtige, men det er et groft overfald på mennesker at fravriste dem deres tro og pådutte dem en anden. Tro burde være en privat sag, som folk holdt for sig selv. Ulykkerne sker først, når man gør tro til en fælles sag og opfører bygninger til brug for dyrkelsen. Enkelte mennesker ville formentlig have haft et værre liv uden en religion, men jeg vil hævde, at verden havde set bedre ud uden. Og de mennesker kunne være blevet hjulpet på en langt mere omkostningsfri måde. I bogen går missionæren så langt for sin ”sag”, at han er villig til at ofre sin families liv og helbred samt velfærd for sin egen forfængeligheds skyld.

Jeg har i min undervisning nogle gange for mine elever læst en novelle af chileneren  Enrique Campos Menéndez: ”Missionæren”. Her kommer den hvide mand til Ildlandet ved Sydamerikas sydspids for at omvende den indfødte befolkning til kristendommen. De grinede voldsomt, da missionæren fortalte dem, at den Gud, han fortalte om havde skabt himmel og jord, mennesker og dyr og planter, og de bad ham forklare, hvad han mente med et bedre liv og den evige salighed.  ”Snart forvandledes deres længsel efter himlen sig til lidelse. Hvert øjeblik bad de missionæren om nye og mere detaljerede redegørelser for himlen. For hver gang blev disse livligere, mere billedrige og rent ud sagt sensuelle. Kommet som han var fra et fjernt kræmmerland, besad missionæren mod sin vilje, og uden at han vidste af det, et forunderligt sælgertalent. Og det lykkedes ham at opnå meget. Måske alt for meget. Onaerne begyndte at praktisere hans lære.” Novellen ender med, at de glade omvendte en dag fortæller missionæren, at de længes efter det evige liv i himlen, så de har alle besluttet sig for at dø, men fordi de var så taknemmelige overfor missionæren, havde de besluttet, at han skulle have den hædersbevisning at dø først. Sidste linje i novellen: ”Og de slog ham ihjel.”

Da jeg var ung, troede jeg, at en uddannelse som ingeniør måske kunne føre til, at jeg som u-landsfrivillig kunne tage fx til Afrika og hjælpe på en eller anden måde. Ikke mindst problemerne i Sydafrika med apartheid gjorde ondt på mig. At de hvide, som havde overtaget magten i de sortes land, adskilte de sorte fra de hvide, i skolerne, i busserne, i boligkvarterer og alle mulige andre steder, var for mig en helt uacceptabel magtfuldkommenhed udøvet af de hvide fra Europa. Jeg er nu glad for, at jeg ikke kom af sted, for jeg har læst bøger, der bekræftede mine bange anelser om, at meget af den hjælp, der gives i bl.a. Afrika ikke hjælper andre, end dem der bliver udsendt. De får opfyldt nogle ambitioner og en eventyrtrang, mens mange af deres projekter kun medfører endnu flere problemer for lokalbefolkningen, end de havde i forvejen – nøjagtig sådan som det også sket i kølvandet på missionærerne. Læs fx Jacob Ejersbos ”Liberty”. Den er rigtig god. Det er i øvrigt en serie på 3 bøger, hvoraf jeg kun har læst Liberty.

Det, der skræmmer mig mest ved al denne snak om religion, er imidlertid, at kirken på trods af utallige beviser for uhyrligheder – herunder også den seneste tids afsløring af pædofili – stadig kan holde fast i masser af mennesker på jorden. Hvad er det, der får folk til at ”købe” alle kirkens løgne? Hvad skal der til, før de bruger deres kræfter, penge og energi på noget, som jordens befolkning kan have gavn af? Man kan forstå, at det var let at forføre mennesker dengang, man ikke havde den viden om jordens oprindelse og naturens kræfter, som vi har i dag. Men i dag har vi en enorm viden takket være videnskaben – og alligevel vil mennesker stadig forføres af det ukendte, det uforståelige; ”Der må være noget mere mellem himmel og jord”, siger mange!

Hvis du vil læse noget sjovt om uvidenhed i sammenhæng med religion, kan jeg anbefale dig at læse bare den første femtedel af bogen: ”Tell a Thousand Lies”.

Børn

Jeg har tit sagt, at det er vigtigt, at børn kan være stolte af deres forældre. Er du stolt af dine forældre, vil dit selvværd være stort, og du kan forholde dig afslappet til din omverden og din omgangskreds. Derfor har det også for mig været et bevidst valg, at arbejde med at give mine børn noget at være stolt af. Man behøver ikke få en høj uddannelse eller tjene en masse penge, for at gøre sig fortjent til børnenes respekt og stolthed. Men det er nødvendigt at sætte sig nogle mål og forsøge at nå dem. Vise, at man gjorde, hvad man kunne. Jeg husker, efter en alvorlig konflikt med min chef på Havdrup Skole, at en af mine unge kvindelige kolleger sagde:” Du er nok en ambitiøs ung mand”. Jeg tror, det var første gang, jeg overhovedet tænkte på det med ambitioner. Og ja. Jeg var og er ambitiøs. I det tilfælde handlede det om, at inspektøren ved sin optræden gjorde vort samarbejde meget vanskeligt og gjorde kolleger fortræd. Mine ambitioner gik såmænd blot på at være med til at skabe et bedre klima mellem ledelse og kolleger. Det gik desværre ikke helt sådan, selvom nogle af de mest usikre kolleger var mig taknemmelig.

Det var et besøg i Oxford sammen med Benthe, der gav mig ambitioner om en universitetsuddannelse, selvom jeg allerede havde en læreruddannelse. Da jeg stod i en af fakultetsgårdene, blev jeg enig med mig selv om, at man ikke kunne leve et helt liv uden at have prøvet det. Årsagen til, at det blev jura og dermed senere advokat, var alene, at det var det eneste studie, man kunne tage på Københavns Universitet om aftenen – altså med fuldtidsarbejde om dagen. Jura havde aldrig sagt mig noget, og paragraffer har jeg altid betragtet som noget, der burde være unødvendigt blandt kloge, fornuftige væsner.

Hvis man behandler og opdrager børn ordentligt, er der skabt gode forudsætninger for, at verden bliver bedre. De mennesker, der bliver voldelige, de der lader sig overtale til at forfølge andre, udnytte dem, udøve vold eller ligefrem slå ihjel, kan ikke være behandlet med respekt og kærlighed af deres forældre og andre voksne. Jødeforfølgelsen i Tyskland og resten af Europa under 2. verdenskrig var kun mulig, fordi tyskerne opdrog deres børn med en frygtelig kølig afstandtagen. Jeg har hørt, at det var meget almindeligt, at børnene fx ikke spiste sammen med forældrene, og det var såmænd stadig sådan i min barndom, at man sagde, at børn ikke skulle sige noget, når de voksne talte. Børn blev tidligere betragtet som et nødvendigt onde, der skulle holdes nede. Man viste ikke børn respekt, og derfor var det vanskeligt for de generationer af børn at vise respekt overfor nogen eller noget. Børnene lærte, at mennesker ikke havde værdi af betydning.

Børn skal have masser af omsorg. De har krav på tryghed. Og tryghed er bl.a. at vide, at forældrene træffer voksenbeslutninger, at forældrene tager deres rolle alvorligt og ikke er bange for at sige nej. Et barn, som aldrig får et nej, bliver usikkert og tror, at forældrene er ligeglade med det. ”Det må du selv om” eller ”det er dit problem” er ansvarsforflygtigelse. Barnet skal vide, at det altid kan regne med, at forældrene tager ansvar på dets vegne, når det har brug for det. Det gælder fx også ved forskellige valg. Man må hjælpe et barn med at lære og vælge mellem forskellige muligheder, men man må aldrig give barnet så mange valgmuligheder, at det bliver uoverskueligt for barnet. Så svigter man jo barnet. Jeg kan da ikke gå på restaurant med et 5 årigt barn og læse hele spisekortet op og så bagefter forlange, at barnet skal foretage sit valg. Her skal man som forældre træde i karakter og hjælpe barnet, fx ved at give det nogle få retter at vælge imellem under hensyn til den viden, man har om det, barnet normalt er glad for at spise.

Barnet skal have lov til at lege. Og børn skal først og fremmest have lov til at være forskellige. De, der er gode til at lære gennem fortælling, bøger og computere, skal have lov til det, men de, der har problemer i den retning, har jeg altid haft ondt af, for folkeskolen har i min tid ikke rigtigt kunne finde på noget til dem, andet end at give dem ”specialundervisning”. Det bestod i, at man fodrede dem med endnu mere af det, de ikke kunne finde ud af, og som derfor ikke brød sig om.

Det har været dejligt for Benthe og mig at se, hvordan mange af vore dygtige elever efterfølgende har klaret uddannelser og fået gode jobs, også i udlandet. Men det har faktisk været endnu bedre at opleve, hvordan mange af de elever, der havde svært ved skolens boglige fag, bagefter klarede sig. Mange af dem var meget bedre til at ”lave” penge, end dem/os med de gode uddannelser.

Jeg synes, jeg gjorde mig umage med at vise mine elever, at jeg holdt af dem – sådan som de nu var, med de forudsætninger, de nu havde.

Jeg har altid været glad for at være lærer. Men til at begynde med, syntes jeg også, det var hårdt, og jeg oplevede, da jeg var sidst i tyverne nogle dage, hvor jeg ikke havde lyst til at gå over og passe mit arbejde.

Efter at have taget min universitetsuddannelse – ja faktisk allerede efter at være kommet i gang med den, fik jeg meget bedre hold på mig selv, og følte, at ”rygsækken” blev fyldt op med det, som enhver lærer først og fremmest har brug for, nemlig selvtillid. En lærer uden selvtillid, overlever ikke i folkeskolen. Derfor har jeg siden sagt, at lærere ikke har så meget brug for efteruddannelse i deres fag – de kan jo da selv læse og lære – men de har brug for personlig udvikling – hele livet. Derfor har jeg været talsmand for personlighedsudviklende kurser, i stedet for almindelig gammeldags efteruddannelse, men jeg tror ikke, det rigtig er slået igennem. Ærgerligt, både fordi lærere har brug for gennemslagskraft overfor eleverne, såvel som overfor deres forældre, som ikke altid er nemme at danse med.

Jeg husker en episode i en 10. klasse, hvor jeg havde elever fra 2 eller 3 forskellige klasser. Nogle af drengene, der var vant til kvindelige klasselærere, kunne ikke vænne sig til min facon, eller også var de bare skoletrætte. I hvert fald besluttede jeg mig til på forældrekonsultationen i november at fortælle 5 elevers forældre, at jeg syntes de skulle overveje at lade deres barn slippe for skolen og måske påtage sig et arbejde, inden de næste år så kunne påbegynde en uddannelse. Ingen af forældrene fulgte mit råd, hvilket var meget synd for eleverne, der ofte sad uden for klasselokalet, fordi de ikke gad deltage i undervisningen. De spildte ganske enkelt et helt år. En af forældrene, en far, blev rasende på mig og ville efter min besked meddele mig sin mening om mig. Jeg sagde, at det ikke var det mødet handlede om og smed ham ud. Han smækkede med alle 3 døre, han skulle igennem, før han var ude – nøjagtig som man kunne forvente det af en lille uartig dreng.

I et af mine år på Havdrup skole fik jeg lov til lave nogle vægmalerier. Jeg var begyndt at male derhjemme, og derfor fik jeg idéen. Jeg gik i gang med nogle store billeder i en af vore bygninger. Det foregik i frikvartererne. Snart kom eleverne og spurgte, om de også måtte være med, og så stod vi med farver og pensler, skulder ved skulder og lavede billeder. Det var meget sjovt, og billederne fik lov at ”hænge” der i en hel del år.

Jeg kom som regel ind i klasselokalet før kl. 8 om morgenen. Når eleverne så spurgte mig, hvorfor jeg var der før tiden, svarede jeg: ”Fordi jeg godt kan lide at være her og være sammen med jer”. Jeg er sikker på, at mine elever var glade for den besked. Jeg var altid glad, når jeg mødte på skolen, især i de år, hvor jeg om eftermiddagen arbejdede med advokatarbejde. Det lyder mærkeligt, men det var faktisk sådan, at jeg fik mere overskud til mit lærerarbejde, når jeg lavede noget helt andet om eftermiddagen og om aftenen. Derfor har det heller ikke været en byrde for mig med arbejdet i byrådet og i skatteankenævnet de 8 år, jeg brugte på det samtidig med mit arbejde, og som sagt heller ikke da jeg arbejdede som advokat ved siden af lærergerningen. Jeg fandt ud af, at man eller i hvert fald jeg, som lærer havde et stort behov for hver dag at beskæftige mig med voksenarbejde på en eller anden måde, for at kunne være en god og ”voksen” lærer, når jeg var sammen med eleverne.

I nogle år arbejdede jeg også med lidt ældre unge, idet jeg underviste soldater, som var udpeget til tillidsmænd, og andre år underviste jeg på politiskole. Jeg underviste i strafferet. Mine elever var de ældste på politiskolen, som stod for at skulle færdiggøre deres uddannelse efter at have været i praktisk tjeneste på en politistation i et år. Det var rigtig dejligt at undervise unge voksne.

Hvad man bliver udsat for i barndommen er utrolig vigtigt, og jeg har tit sagt, at har slæber man rundt på nogle ubehagelige oplevelser fra barndommen, må man se at få gjort op med dem og komme forbi det. ”Det er aldrig for sent at få en god barndom”, er der faktisk en bog, der hedder. Et menneske med en forspildt barndom, bør opsøge en terapeut og få talt de ubehagelige oplevelser igennem. Det er vigtigt, at man ser i øjnene, at man har brug for hjælp, hvis man som Benthe og jeg har fået tæv af vore forældre eller har oplevet det, der var værre. Mange børn er blevet seksuelt misbrugt, og uden hjælp udefra, bliver sådanne børn aldrig til hele voksne. Jeg synes selv, jeg har fået utrolig megen hjælp til forståelse af min barndoms små traumer ved hjælp af læsning. Bøger er ikke kun flugt fra virkeligheden. Bøger er i høj grad også en hjælp til selvforståelse. Og hvis du ikke forstår dig selv og det der sker omkring dig, kan du næppe blive et velfungerende menneske.

Desværre var Benthes mand Troels meget ulykkelig ved deres skilsmisse, selvom deres forhold havde været ødelagt i en del år forinden. Og desværre sagde Benthe derfor til ham, at hvis deres børn, som skulle bo sammen med Benthe og mig, på et tidspunkt ville ønske at bo hos deres far, ja så skulle de også have lov.

Benthe følte sig meget bundet af det løfte, og det kunne naturligvis kun føre til, at begge børn på hver sit tidspunkt ønskede at få lov at bo sammen med deres far. Jeg mente, det mest handlede om at afprøve Benthes kærlighed til dem, så derfor forsøgte jeg at få hende til at sige nej, så de vidste, at selvom de ind imellem var vanskelige (som børn nu engang er – især overfor forældrene), så skulle hun på trods af løftet have holdt fast og sagt nej. Det virkede ikke, som om Troels var rigtig interesseret i at have børnene boende. Jeg tror, det passede ham udmærket kun at få dem på besøg i weekenden, og det var i hvert fald tydeligt, at ingen af børnene i sidste ende fik noget ud af at komme til at bo hos deres far. De havde formentlig en forventning om, at det var bedre at bo hos far - så var de også fri for at bo sammen med en stedfar, nemlig mig, som de havde meget vanskeligt ved at knytte sig til i solidaritet med deres far, men det så ud fra vores synspunkt, som om Troels ikke havde den fornødne tid og overskud nok til at have først Camilla og senere Kenneth. Han fik også i mellemtiden Philip med sin nye kone, Rie, så det var måske alt rigeligt for ham. Camilla var desværre for stædig til at komme tilbage, men det skyldtes måske skuffelse over, at hende mor så let havde ”givet op” og ladet hende komme ind til sin far. Kenneth derimod kom tilbage til Havdrup på et tidspunkt. Da Camilla flyttede, havde vi det i øvrigt meget vanskeligt her i Havdrup. Benthe var praktisk taget på selvmordets rand og måtte trøstes mange, mange nætter, mens hun græd over ”tabet” af sin datter. Jeg er ked af, at de to aldrig har turdet tale hele den sag igennem. Jeg tror, det kunne have været godt for dem begge, at forsøge at forklare sagen fra hver sin side, og især drage nogle konklusioner, og dermed også få afsluttet det traumatiske kapitel i deres historie.

FERIE OG FRITID

Som barn havde vi ikke mange andre fritidsmuligheder end bøger. Uden TV, computere og lignende kunne man spille brætspil og kort og læse bøger. Så bøgerne blev allerede tidligt noget af det mest nødvendige i mit liv. Jeg brugte meget tid på fodbold – både ved at spille i Frem og ved at cykle til Idrætsparken på Østerbro og se 1. divisionsklubberne spille mod hinanden. Fodbolden stoppede brat i 17 års alderen med en lyskenfibersprængning, men blev genoptaget med jævne mellemrum, når jeg havde tid. Jeg spillede således i FB (Frederiksberg Boldklub) et par år i studietiden og senere spillede jeg ret mange år på Old Boys i Havdrup. Jeg nyder stadig en god fodboldkamp i TV og går også en gang imellem ind og ser en kamp. Senest var både Benthe og jeg inde og se Malagas hold spille i den spanske liga i januar 2013.

Meget af det, der skulle have været fritid blev brugt på studier og på lokalpolitik, og i visse, meget lange perioder, var der ikke tid til at læse fornøjelseslæsning. Det er derfor rigtig skønt, at man nu som pensionist har al den tid til læsning, man vil bruge.

Jeg er glad for at cykle, og det har specielt været dejligt at komme til at opleve cykling i Østrig, Italien og Spanien. I Østrig cyklede Lars og jeg en dag fra Innsbruck til Brenner på nogle lejede – dårlige cykler. Det var hårdt, men vi nåede op. Vi spiste frokost i nærheden af passet, og jeg husker, at vi spiste pasta og drak kold mælk til. Det havde nær gjort det af med mig, for maven var meget varm og kunne slet ikke tåle den kolde mælk.

Vores herlige udsigt fra Breierhof i Zell am Ziller.

Og sådan ser udsigten fra Breierhof, Zell am Ziller ud om vinteren.

I Italien har Benthe og jeg de senere år haft cyklerne med til Gardasøen, og vi har fundet nogle gode cykelstier både til Verona, til Mantova og mod nord langs med Adige floden. Vi nyder at køre ad disse stier adskilt fra den øvrige trafik og ofte langs floder eller kanaler i fred og ro. Og vi er gode til at finde steder undervejs, hvor vi kan nyde et godt måltid mad og en forfriskende øl.

I Spanien har vi cyklet meget lidt, da Spanien ikke har en cykelstikultur. Jeg cyklede lidt i vinter og var bl.a. med nogle spaniere oppe i de nærliggende ”røde” bjerge. Det var en skøn tur, meget anstrengende, men den viste også, at vore trekking bikes ikke er anvendelige på stenveje i bjerge. De er simpelthen for spinkle. Så skal jeg cykle fremover i Spanien, må jeg have en mountainbike.

Jeg har i mange år drømt om, gerne sammen med Lars, at cykle fra Danmark til Gardasøen, men det er endnu ikke blevet realiseret. En tur langs Donau har også været på ønskelisten længe.

I øvrigt har jeg været meget glad for at bruge ferier til at rejse. Det startede allerede, da jeg var barn, idet Buller og jeg fra starten af vores skoletid, hvert år tog med toget over til Hasmark Strand på Nordfyn, hvor vores mormor havde et sommerhus. Da jeg var 15, blev jeg inviteret af min moster Riborg og onkel Kurt på campingtur til Comosøen. Vi fandt dog ikke nogen plads ved Como, så vi fortsatte til Gardasøen. Jeg tror, vi var på den campingplads, der ligger i Cisano mellem Bardolino og Lazise, hvor i øvrigt mange danskere holder til om sommeren.

Jeg tror, det var i niende klasse, at jeg var på lejrskole i Skotland og London. Også den tur ”tog jeg skade af”, og den var nok medvirkende årsag til, at jeg senere selv sammen med Benthe arrangerede en lejrskole til London med en 10. klasse fra Rødovre skole.

Allerede mens Gurli ventede Mona, var hun og jeg I Arenys de Mar ved Costa Brava, og i årene derefter var vi 3 gange sammen på Mallorca. Jeg havde jo læst 1 år spansk på seminariet og læste også bl.a. de fleste af Arturo Bareas bøger, bl.a. ”Smedjen”, ”Den blodige vej” og ”Oprøret”, samt alle Hemingways, heraf naturligvis de, der finder sted i Spanien: ”Og solen går sin gang” og ”Døden kommer om eftermiddagen”. Vi var også et par gange i Spanien i bil. En gang langs med Pyrenæerne, en anden gang med Gurlis mor ved Costa Brava, og så var vi på Camping Marius ved Cambrils sammen med Fini Peuliche, min kammerat fra seminariet, som i øvrigt var meget glad for Mona. Fini kørte med sin kæreste i sportsvogn, mens Gurli og jeg kørte i Folkevogn. Det var en meget lang tur i den bil.

Efter at Benthe og jeg mødte hinanden, foretog vi nogle korte ferier uden børn én gang om året. Med børnene tog vi på camping og på skiferier, og i alle årene var vi af sted, så tit vi overhovedet kunne skrabe penge sammen til det. Vi kaldte os selv for specialister i billigferier, for der var reelt ikke råd til de fleste af dem, men vi har nydt dem alle sammen. Vore efterårsferier til først Westendorf og siden Zell am Ziller var skønne. Vi vandrede i bjergene og ofte i T-shirts, fordi vejret næsten alle gangene var meget sommerligt. Vi havde også mine forældre med til Zell am Ziller, hvor vi boede hos familien Fankhauser på Zellberg 14. De var også en gang med i Silllian med en udflugt til Venedig. Lars og jeg lavede en videofilm i Venedig. Det var den gang jeg gik med et meget stort kamera, der var forbundet til et stort og meget tungt videoapparat, som Lars gik og slæbte på hele dagen. Vores venner, Bo og Dorte har været med i Zell, og vi har også en del gange været sammen på vinterferie. Benthe kunne stå på ski, da vi flyttede sammen, men jeg lærte det som 27 årig. Siden da har vi været på skiferie mindst én gang hver vinter indtil sidste års vinter, hvor vi var i Spanien og ikke var oppe på Sierra Nevada – hvilket vi så prøvede i denne vinter (2013).

Skiferie er det bedste, man har, og vi var meget glade for vores selvbestaltede skiklub, som i mange år var med til at finansiere vores egne udgifter til skiløbet. Det er mit håb, at jeg når at komme ud at stå på ski med dig, Magnus. Det ville være dejligt at forsøge at bibringe dig glæden ved skiløbet, så du også vil se det som en nødvendig del af dit liv. Jeg har altid syntes, at jeg havde et meget stærkt behov for at komme til Østrig og stå på ski, fordi jeg aldrig har været særlig god til at udholde en lang og grå dansk vinter. Sådan en uge, sædvanligvis med masser af sol og frisk luft fra morgen til aften, var det bedste man kunne gøre for mig for at kunne overleve vinteren. Det er kun et par år siden, at vi boede på en bondegård i Wagrain og havde Laura og Amalie med. I en anden lejlighed på gården boede Bo og Dorte med deres barnebarn, Oscar. I nærheden var i øvrigt også Anders (Adel) Taj sammen med hans kammerat, Bob. Vi havde en dejlig aften sammen, da vi vandrede op ad bjerget for at spise og derefter køre ned på kælke.

Gardasøen i Italien har også betydet meget for mig siden turen med min onkel og moster. Min far og mor havde ikke råd til at tage på ferie i udlandet, så det var noget helt særligt for mig, da jeg kom til Italien første gang. Siden er det blevet til mange bilture til Gardasøen – Bardolino (den gule og den røde villa på Via Oliveto – med Bo og Dorte, din mor og far og dig, Carsten og Anne Marie, Gitte og Svend, Anni og Ove, Kirsten og Torben og Samanta samt Lars og Kenneth og hans familie), Albisano (lejlighed med Camilla, Tommy og Cecilie samt hotel Panorama med Sten og Lili, Peter og Charlotte, Amos og Gloria), Lazise (med Josefine) og Riva (bl.a. med Lars og Gloria og Amos) – men også en del ture til kysten ved Adriaterhavet i Torre Pedrera, 8 km nord for Rimini på Hotel Piper. Det blev det sted, fordi der i Havdrup i nogle år boede en rar fyr, der hedder Vito. Han havde arbejdet på hotellet som kok, så han syntes, vi skulle prøve det.

Vi har også været i La Morra i Piemonte, og der fik vi anbefalet Noli ved rivieraen, som vi også har tilbragt en uge i. Vi var i Rom, da Benthe blev 60 år, og 5 år senere var vi ved Amalfikysten. Både Rom og Amalfi var store oplevelser, selvom Benthe og jeg efter 3 dage i Rom trængte til at komme væk fra den støjende by. Camilla rådede os til at tage på besøg ved Nemi søen, og vi tog også en tur til Ostia Antica. 2 dejlige udflugter. Ved Amalfi nåede vi også Napoli, Sorento og Pompei. Nogle år før så vi Italica ved Sevilla, og både Ostia Antica, Italica og Pompei bør man besøge, især hvis man som jeg har læst rigtig mange bøger om det gamle Rom. Husk at læse ”Den romerske familie” af Colleen McCullough. Den giver et fantastisk indblik i tiden omkring Julius Cæsars epoke.

Få uger efter din fødsel fejrede vi min fødselsdag i Toscana på en dejlig vingård, hvor alle børn og børnebørn var samlet en hel uge. Det var en fantastisk fødselsdag med mad tilberedt af nogle derboende søde mennesker samt med rigtig dejlig levende italiensk musik. Vi var samme sted de 2 foregående år for at sondere terrænet, og din far og mor var der også året før din fødsel. På den tur havde vi også Laura med. Det var rigtig dejligt. Vi havde tidligere været på camping i Toscana sammen med Anders i vores lille campingvogn.  

Vi har været i Grækenland én gang. Det var for at besøge Benthes veninde Merete, der havde et hus på en meget lille ø, Paxos. Det var et dejligt sted, men jeg savnede min bil, og at kunne tale med befolkningen, der næsten udelukkende talte græsk.

Vi har også holdt meget af vore rejser til Frankrig, herunder en 2 ugers tur til Nice, men også turen med alle børnene, hvor vi var i Auvergnes højland og derefter tog til London og Bruxelles, var en minderig tur. Der var også den tur, hvor vi var på vej med campingvogn gennem Tyskland og nåede til omkring Dortmund, hvor en ung tysker kørte ind i os bagfra, således at vi snurrede rundt på motorvejen og fik totalskadet campingvognen. Vi måtte have en lejet bil på tyske plader, og så måtte vi forsøge at fylde den med alt, hvad vi havde i campingvognen. Det var ikke nemt, da vi jo ikke havde kufferter med. Vi havde dog en dejlig ferie på hotel – betalt af forsikringsselskabet, i St. Clair ved den franske riviera.

Vi har også været i Alsace en del gange. Et par gange i Bergheim, som er en hyggelig lille by. Maden i Alsace er spændende, og vinene er rigtigt gode.

Vi har været i London nogle gange, nogle gange kombineret med besøg hos Merete. London er skøn og nok den by i Europa, jeg synes er mest spændende. Men Paris, Madrid, Barcelona, Prag, Venedig, Berlin, Wien, Amsterdam – alle har de noget at byde på. Og så skal vi ikke glemme Cordoba, Granada, Puerto Santa Maria og Malaga. Lleida og Zaragoza har vi overnattet i uden dog at få set ret meget af dem, men især Zaragoza så ud til at være endnu et besøg værd. En by, der er helt anderledes end de sydspanske byer, ældgammel og meget moderne på samme tid.

Vi var da også i nærheden af Bruneck i Italien et år på skiferie i området Kronplatz. Det var bestemt også en dejlig tur med en dagstur til Sella Ronda ved Canazei – et formidabelt smukt skiområde. Lidt ærgerligt, at det kun blev den ene gang, da man jo spiser bedre i Italien end i Østrig, og da Dolomitterne er utroligt smukke.

I en alder af 63 og næsten 68 går det stadig godt på skiene. Her i Sierra Nevada, Spanien.

I Spanien holdt vi nogle somre ferie ved Costa Brava, bl.a. på Camping Delfin Verde. Her mødte vi Kurt og Riborg, og vi var der også sammen med familien Nordentoft og familien Grønning. Vi har også været i Portugal med Camp Let (teltvogn) sammen med Lars, Kenneth og Wicki, vores første plejebarn.

Benthe, Wicki, Tipper og Lars.

Turen druknede dog i regn, så vi kørte hele vejen over den spanske højslette i Kastillien, indtil vi nåede det gode vejr syd for Taragona. Med Josefine og Micha var vi også i Calafell syd for Barcelona, hvor vi havde lejet en lejlighed på 6. etage ved strandpromenaden.

For fuldstændighedens skyld skal jeg da også nævne en sjov ferie for mange år siden med din mor, Lars og Kenneth til Jugoslavien, som det hed dengang. Vi var på camping med Søren Nielsen og hans sønner, og selvom vi syntes, den kommunistiske befolkning var fjendtlig, og at det kneb meget med hyggen og rengøringen, så havde vi faktisk en sjov ferie der. Mona havde sørget for billig mad fra Slagteriskolen og vi klarede os med utroligt lidt – dåseleverpostej, kartoffelmos i pulverposer, billig rødvin (Borgonja) - noget lokalt, der ikke smagte god, og natten før vi rejste derfra tordnede det, og vi havde et vandløb gennem teltet, hvor din mor sov. Næste dag gjorde vi holdt for natten i Westendorf, og Søren fik kaldt kokken frem fra køkkenet, da han bestilte sin Wienerschnitzel nr. 2! Det havde de vist aldrig oplevet før.

   Søren Nielsen har her fotograferet os og hans drenge på turen til Venedig.

Det var ikke ferie, da vi sidste år (2012) deltog i Rotarys Europatur med 66 unge fra det meste af verden, men det var en utroligt dejlig oplevelse, selvom den endte med, at jeg meldte mig ud af Rotary. De unge var dejlige at være sammen med, men desværre blev Rotary fornærmet over, at vi kritiserede såvel rejselederen som selve arrangementet, som vi mener, man burde gøre meget mere ud af. Det er videreformidlet til Rotary, og det ser ud til, at der vil ske væsentlige forandringer til glæde for de kommende hold, der skal på tur i Europa med Rotary. Men det var sjovt på 18 dage at besøge Berlin, Wien, Venedig, Verona, San Remo, Avignon, Paris, Bruxelles og Amsterdam, og det er dejligt på Facebook stadig at følge de unge, efter at de er kommet hjem igen fra 1 års ophold i Danmark. Jeg lavede en blog undervejs på turen. Hvis den stadig eksisterer, kan den findes her: (http://bus3eurotour.blogspot.dk/2012/05/nedtlling.html ).

Men ellers er min fritid gået med at spille fodbold, læse og siden 1993 at male. Vi har været meget begejstrede for vores cykelture ved Gardasøen – langs Minciofloden mellem Peschiera og Mantova bl.a. – og jeg er også glad for at cykle herhjemme, når vejret tillader det. I vinter oplevede jeg at en trekking bike ikke passer særlig godt til Spanien. De har ikke mange cykelstier, så de fleste foretrækker at cykle på grusstierne langs floderne og på stenstierne i bjergene. Og dertil kræves en mountainbike. Men vi får se.

Jeg begyndte at male en gang i en efterårsferie i 1992 eller 1993. Benthe tog en masse strikkegarn med, og så vidste jeg, at i stedet for at komme ud at vandre, som vi plejer, når vi er i Østrig om sommeren, så skulle vi nok hygge lidt mere på bondegården det efterår. Så jeg købte lidt vandfarver og pensler og prøvede at male lidt. Dermed kom jeg i gang og hjemme igen forsøgte jeg mig med akrylfarver.

Jeg blev snart overtalt til at gå over til oliefarver, og det første maleri i olie var et portræt af bonden Johan fra Zell am Ziller. Marianne havde bedt mig lave et portræt af ham, da hun så mine malerier fra St. Clair, hvor jeg havde malet 5 billeder, heraf et portræt af Tom, som var skotsk musiker, der boede i Holland. En familie vi havde lært at kende i Toscana på en ferie med Anders vores plejebarn.

      Johan Fankhauser malet af mig.

Portrættet blev faktisk rigtig godt, og det blev vældig godt modtaget i Østrig. Også min mor var begejstret. Det han i vores stue, indtil vi tog ned med det, og hun syntes, det var, som om han var helt levende. Jeg fik en gang ”en læreplads” som kunstmaler. Hos et barnebarn af en berømt maler, Brendekilde. Han var meget dygtig til at male såkaldte guldaldermalerier, men desværre døde han, før vi nåede ud i naturen med vore staffelier. Jeg har derfor aldrig modtaget den nødvendige undervisning, hvilket jeg er lidt ked af.

Der er mange, der har været med os på bondegården i Østrig, blandt dem, Amos og Gloria, 2 af vores plejebørn (fra Uganda), som her ses med Johan og Marianne Fankhausers børnebørn.

Som du ved, har jeg altid læst bøger, men da jeg nævner mange undervejs, vil jeg blot lige lægge et par titler ind her.

”Den evige broders øjne”, novelle af Stefan Zweig.

”Raskolnikov – forbrydelse og straf”, af Dostojevski.

”Jonathan Havmåge”, ”Den romerske Familie”, de fleste af John Irvings bøger, en del bøger af Orhan Pamuk, ”Mehmet” af Yashar Kemal, og ”Udvandrerne” af Moberg, ”Den lille prins”, alle Ernest Hemingways bøger, Arturo Bareas bøger, og uendeligt mange andre. I de senere år har jeg læst bøger fra Amazon på min Kindle e-bogslæser. Bøgerne fås kun på engelsk, men det er nu heller ikke dårligt. Da de også lander på telefonen – i øvrigt også på Benthes telefon, så læser vi nu mange bøger på den. Det er dejligt nemt.

Min pizzaovn har også været min helt store hobby. Der er de sidste ca. 15 år lavet rigtig mange pizzaer efter italienske opskrifter. Det var Gittes mand, Peer, der hjalp med at samle den, da den kom fra Italien i sommeren 1998, og siden har jeg måttet reparere den adskillige gange. Ligesom jeg selv, kan den ikke lide den danske vinter, og det betyder, at den hvert år slår revner. Jeg fandt ud af, at den var dårligt isoleret, så derfor fik jeg foretaget en større renovering sidste år, hvor jeg lavede en helt ny skal og en meget omhyggelig isolering. Derfor var det meget skuffende at komme hjem fra Spanien her til påske og konstatere, at den ser forfærdelig ud igen og endnu en gang trænger til en større reparation. Men hvor har vi haft mange dejlige eftermiddage og aftner omkring ovnen, og mange gæster er begejstrede for vore pizzaer.

Her sidder Peer foran ovnen, som den så ud efter samlingen i første omgang. Det er Clair og Manon ved siden af. Racen kender du: Grand Basset Griffon Vendeen, ligesom dine egne Olga og Berta.

Mit lille pizzeria-skilt lavet i Bardolino.

 

Pizzeria del Nonno, som ovnen så ud de første år.

Årsagen til navnet Nonno er jo, at Benthes børnebørn altid har kaldt mig Nonno, der er det italienske ord for bedstefar. Jeg valgte det selv, da Cecilie blev født, og Camilla spurgte mig, hvad jeg ville kaldes, da Cecilies og de andre børns morfar er Troels, Benthes første ægtemand.

KRIG, SLAVERI, APARTHEID, NAZISME M.M.

Vores tid har været præget af, at 2. verdenskrig blev afsluttet i 1945, altså samme år - Benthe blev født og kun 4 år før jeg blev født. Vi har derfor fulgt meget med i, hvad der skete under krigen ved hjælp af bøger, film og diverse museumsbesøg. ”Intet nyt fra Vestfronten” er i øvrigt en god bog at læse om 1. verdenskrig!

Vi har oplevet, hvordan Tyskland efter krigen blev delt i øst og vest, og vi har i 1961 set ”muren” blive opført og i 1989 set den blive nedbrudt igen. Vi har besøgt en koncentrationslejr, Ravensbrück, og vi har været i Theresienstadt. Vi har i TV set Holocaust og meget, meget mere, og i de seneste år har Tyskerne selv produceret rigtigt mange gode film om tiden før, under og efter krigen.

           

Det har været meget vanskeligt for mig at fatte den ondskab, der blev lagt for dagen under krigen, hvorunder langt flere end 50 millioner mennesker døde. 6 millioner jøder blev sultet ihjel eller gasset og brændt – deres eneste forbrydelse var, at de var jøder. Fascismen, der i dette tilfælde gik under navnet Nazisme, er noget, der ligger latent i mange, mange mennesker, hvorfor det altid vil være nødvendigt at minde folk om, hvad det kan ende med. Den opdeling af Europa, der blev enden på krigen, hvor ikke nazisterne, men kommunisterne pludselig blev den store fjende, har det også været væmmeligt at være vidne til. DDR – altså Østtyskland – blev et eksempel på, hvordan et stikkersamfund bliver det hæsligste sted for mennesker på jord. Vi så lige en film forleden dag, ”Die Frau vom Checkpoint Charlie”, der er baseret på en virkelig begivenhed (Ines Veith: ”Jutta Gallus. Die Frau….), viser på en fin måde, hvordan fascismen levede videre i sin værste form efter krigen.

DDR blev et samfund, hvor alle var overvåget, og hjernevasket i uhyggelig grad. Vi var i DDR en del gange på Kristi Himmelfart, fordi det var en mulighed for os at gå ud at spise og handle dernede, hvor de fejrede Herrentag, men ikke rigtig officielt. Det foregik mest ved, at en hel del af mændene gik ud og drak en masse øl. Vi havde børnene med én gang, og de var chokerede over ved paskontrollen at se politifolk med maskinpistoler. Det havde de aldrig før set. Og de følte sig meget usikre, indtil vi var ombord på færgen i Warnemünde igen. Dengang var Rostock og Warnemünde frygteligt forsømte byer, der var overbroderet med kommunistiske slagord overalt i bybilledet. I dag ser der heldigvis helt anderledes ud. Dengang kørte de rundt i biler af mærkerne Trabant, Wartburg og Lada.

       

Nogle frygteligt elendige biler, som de måtte stå på venteliste i 8 – 9 år, før de kunne få lov at købe. Maden dernede var rædselsfuld og fed – uden nogen ordentlig næring. Og vi kunne nasse på systemet ved at veksle danske penge om til Østmark i vores bank. Det var forbudt at gøre det, men det var muligt. Normalt skulle man betale med Vestmark i DDR, fordi østtyskerne havde brug for ”hård valuta”. Derved kom man altså til at betale, det man købte dernede for almindelige tyske priser, hvilket var alt for dyrt i forhold til, hvad man kunne købe. – Det var i øvrigt vanskeligt at finde noget, man havde lyst til at købe. Tyske bøger og grammofonplader var dog gode og billige. Men vi tog som sagt Østmark med, som vi havde med i strømperne. Vi fik dem for under 1 krone pr. Mark, hvilket betød, at vi kunne spise på restaurant – vi fandt et godt sted i havnen (Restaurant Zur Kogge) – og drikke ungarsk vin til for ca. 10 kr. for os begge.

Ken Follets ”Giganternes Fald”, ”Uendelige Verden” og ”Verdens Vinter”, samt ”Anden Verdenskrig” (The Second World War) af Antony Beevor er gode bøger at læse om dette emne. Jeg var meget overrasket over, hvor forfærdeligt krigen gik ud over Polen i et samarbejde mellem Tyskland og Sovjetunionen.

Så utroligt mange børn led under krigen (lider under krige). Vi har netop set en film om børnene under 2. verdenskrig, der viste nogle af de grusomheder, børnene blev udsat for. De børn fik et liv, der var præget af deres tidlige oplevelser, og selv i dag oplever de daglige mareridt ved bestemte lugte, lyde eller andre sanseindtryk. Børn skal naturligvis ikke have deres liv ødelagt af krig, og voksne må forstå at beskytte dem fra det ved ikke at deltage i krig. Der er skrevet en del meget gode bøger om Theresienstadt, som bør læses, bl.a. ”Terezin” af Ruth Thomson, og jeg har en bog, der hedder 3 x Nürnberg, som viser de meget omfattende ødelæggelser af byen. Jeg har ofte tænkt på, hvordan man kunne overleve i disse uhyggeligt mange ruinbyer, og hvordan det i det hele taget lykkedes at rejse dem igen.

 

Der er en sang, der hedder ”What a wonderful world”. Jeg tror, det var Louis Armstrong, der først indsang den. Smuk sang. Smuk idé. Når jeg ser børn smile og le og glæde sig over livet, kan jeg desværre ikke lade være med at tænke på, at uhyggeligt mange unge mænd har måttet dø i en eller anden meningsløs krig i en alder af 18, 19 eller måske 20 år. Bare fordi en eller anden hjerneforstyrret tåbe har ment, at nu skulle han vise verden, at han kunne styre det hele, når lige han havde slået nogle tusinder eller millioner unge mænd ihjel. Se krigskirkegårdene i Verdun, i Alsace eller hvor som helst i Europa, og du bliver mindet om, at der til næsten alle tider har været galninge, det fik mulighed for at ofre en masse uskyldige unge menneskers liv for en forskruet idé. Man må undre sig over, hvem der gav dem lov. Hvem der banede vejen for dem. Hvorfor giver almindelige mennesker sådanne psykopater frit spil? Jeg vil aldrig forstå det. En forklaring kan hentes i bogen ”Napoleon” af Vincent Cronin. Det er en fortræffelig bog, der fortæller om Napoleon fra fødsel til død. Han var ikke psykopat, selvom han førte en masse unge i døden i den ene krig efter den anden. Han kæmpede for en idé i forlængelse af den franske revolution; idéen om borgerrettigheder. Da den herskende klasse i de øvrige lande i Europa – og for så vidt også i Frankrig – ikke brød sig om at skulle af med deres privilegier, rottede de sig sammen imod ham i den ene krig efter den anden, og til sidst måtte han opgive at udbrede de tanker, der langsomt efter hans død vandt indpas i hele Europa.

Slaveri

Men vi har også oplevet eftervirkninger af slaveriet i vor tid. I Sydafrika var vi i mange år vidner til deres apartheidsystem, som gik ud på, at de hvide havde magten (hollændere og englændere), og de sorte var fattige og levede hovedsageligt af at tjene de hvide. De sorte lavede alt det grove arbejde, men fik næsten intet for det. Til gengæld fik de ikke lov til at færdes iblandt de hvide. De kunne arbejde for en hvid familie med arbejde i køkkenet eller i haven, men de fik aldrig lov at bo i de hvides huse. De fik som regel et skur i baghaven som bopæl. Mange havde sådanne jobs langt væk fra familien, som de derfor kun så meget sjældent. De hvide adskilte de sorte på alle mulige måder, så de undgik at være sammen med dem. De sorte mødte overalt skilte, hvor der stod: ”Kun for hvide”. Det var i busserne, på bænkene, på offentlige toiletter og alle tænkelige steder. Systemet fungerede fra 1948 og indtil 1991, og det var ikke til at forstå, at man i den vestlige verden tillod det. Men det skyldtes vel bl.a., at man i USA også havde et lignende system i forfærdeligt mange år efter afskaffelsen af slaveriet. Du kan læse om det i bogen ”Niceville”, som på trods af det alvorlige emne er en befriende morsom bog om raceadskillelse. En anden berømt bog om emnet er ”Onkel Toms Hytte”. Den 6. april 2014 har jeg netop afsluttet læsningen af bogen ”12 Years a Slave”, som også er filmatiseret. I den fortæller en sort amerikaner, hvordan fra at have været en fri mand, blev bortført og solgt som slave. Han fortæller om 12 års frygtelig mishandling med rovdrift af mennesker og evig straf, selvom de knoklede dagen lang. Han blev reddet ud af slaveriet af en god mand, der var modstander af slaveriet, og bogen er ikke mindre interessant af at være skrevet ca 10 år før slaveriets afskaffelse i USA i 1863. Du bør kende til Martin Luther King og hans berømte tale: ”I have a dream” Den findes i dag på You Tube (http://www.youtube.com/watch?v=jw1R_JBuHEQ )! Du bør også kende til Nelson Mandela, som var den berømte forkæmper for de sortes frihed i Sydafrika, og som efter mange års fængsel endte med at blive præsident i Sydafrika (http://www.youtube.com/watch?v=xZ9KlXCkb2s ).

Min holdning til krig og undertrykkelse har altid været stor forundring over, hvor nemt det har været for magthavere at få mennesker til at slå ihjel. Jeg protesterede på min egen måde ved at være militærnægter, da jeg skulle aftjene min værnepligt. Jeg ville ikke lære at bruge våben mod andre mennesker. Jeg meldte mig derfor frivilligt til at komme 8 måneder i civilforsvaret, hvor jeg lærte at slukke brande og redde mennesker i en eventuel krig. Jeg lærte i den forbindelse også, hvordan man skulle agere i en eventuel atomkrig, hvis man skulle arbejde med forsøg på at redde civilbefolkningen. Det var alt sammen meget uvirkeligt og uhyggeligt.

ARBEJDE

Det er kun sjovt at gå på arbejde, hvis man er engageret i det man laver. Så for mig har det været vigtigt at finde noget at lave, som jeg fandt mening i, og som jeg syntes medførte en videre udvikling af mig selv.

Det bedste job for mig var lærerjobbet. Undervisning i folkeskolen, i militæret (!), i ungdomsskolen og på politiskolen har for mig været meget livgivende. Den daglige kontakt med børn, unge og voksne, der ønsker at blive klogere, har givet mig mange fantastiske stunder.

Men undervisning er vanskelig, hvis man ikke har den fornødne faglige ballast og ikke mindst, hvis man ikke har den nødvendige personlighed. Man skal have godt med selvtillid for at kunne hamle op med både elever, men også og ikke mindst med deres forældre. Så jeg har altid været fortaler for, at lærernes arbejdsgivere skal sørge for at give lærerne mulighed for personlig udvikling i så høj grad som muligt. Jeg indsamlede erfaringer til min personlige ”rygsæk” ved forskellige fritidsinteresser: Læsning af mange bøger, fodbold, politisk arbejde – medlem af byrådet i Solrød, formand for skatteankenævnet, maling og meget andet. Jeg har til mine elever ofte talt om at udvide sit handlefelt. Det betyder, at man som menneske gennem hele livet skal sørge for at forny sig og finde nye interesseområder for der igennem at udvikle sig. Det har jeg selv brugt meget. Jeg forsøgte også med mine ældste klasser, altså 9. og 10. klasse at undgå at genbruge for meget materiale, således at min undervisning var inspireret af mine nye interesser. Når man gennem årene underviser med stadigt nyt materiale, bliver man selv meget mere interessant at lytte til, så det er virkelig vigtigt at forny sig for at fange elevernes opmærksomhed.

Forældrenes engagement i deres børns skolegang er nok en af de vigtigste faktorer ved børns indlæring, så det er vigtigt at få forældrene til at forstå, at specielt de lidt tungere børn vil få meget store problemer med indlæringen, hvis ikke forældrene hele tiden viser dem, at de ved, hvad deres børn laver i skolen og ved hvornår, de skal have hjælp hjemme. Vi har lige set TV med en dansk 9. klasse og en tilsvarende kinesisk, og skal vi tro resultaterne af de fælles prøver, man udsatte dem for, ser det ud til, at vi danskere i fremtiden får meget vanskeligt ved at klare konkurrencen, hvis ikke vores holdning til undervisning og opdragelse ændres markant. Som forældre er man nødt til at tage ansvar for sit barn. Det kan ikke nytte noget, at man overlader roret til børnene, for det er de voksne som ved (burde vide), hvad der er bedst for barnet, og det er for nem en løsning bare at være efterladende overfor barnets ønsker. Børn prøver deres forældre af. Så når de siger, at de vil det og det og de vil have det og det, er det naturligvis for at afprøve, hvor langt de kan gå. Jeg havde en elev en gang i 9. klasse, som skrev til mig i en stil, hvordan hun prøvede at få sine forældre til at sige nej. Konsekvensen af de udeblevne voksenreaktioner fra forældrene var bl.a. et selvmordsforsøg og en dybt alkoholiseret ungdom. Synd for pigen og en forfærdelig mangel på ansvar fra forældrene. Børn angler efter at vide, hvor grænsen går i alle livets forhold, og det er forældrene (og ikke lærerne), der skal sørge for at vise dem det.

Jeg havde den store glæde at undervise i 29 år. Min konklusion er, at lærerjobbet er det bedste job, man kan have, hvis man er minded for det.

Det var en tilfældighed, der førte til, at jeg blev advokat også. Jeg var glad for at være advokat, men en meget stor forskel på de 2 jobs er, at man hele tiden arbejder efter ”bundlinien”. Der skal tjenes penge! Og du har en privat arbejdsgiver, som ofte kun har sin faglige baggrund som advokat til både at være kollega, chef, personalechef og forretningsdrivende. Det er en stor opgave at påtage sig, og især min sidste arbejdsgiver var dårlig til alt andet end at være advokat, hvilket betød, at jeg selvom jeg kunne lide, det jeg lavede, ofte ikke var særlig glad på mit job. Heldigvis havde jeg mine gode kunder og en del retsmøder, som jeg fandt interessante og nogle gange meget spændende, så jeg fandt meget glæde i jobbet, men ikke i nær samme grad som i lærerjobbet.

Det mest spændende jeg lavede, var min straffesager. Jeg havde især en hel del for Centralforeningen for Stampersonel; det var sager om tyveri, bedrageri, vold, voldtægt og spionage sågar. Disse sager bragte mig rundt i mange af landets retssale, og jeg var bl.a. en gang på Færøerne for at forsvare en soldat, der i sin fuldskab og ensomhed en nytårs aften havde slået på en udsmider, der i øvrigt var Færøernes stærkeste mand.

En meget spændende sag var en voldtægtssag mod en soldat. Han blev både i byretten og landsretten dømt for forsøg på voldtægt med alvorlige personlige konsekvenser, men jeg har altid ment, at der var tale om en forkert dom, idet han på intet tidspunkt brugte vold eller trusler om vold.

Det var nok den største skuffelse for mig ved at være advokat, at jeg hurtigt lærte, at mange mennesker i Danmark bliver dømt, uden et der er et egentligt bevis for vedkommendes skyld, og det er en kedelig viden at have, når en klient kommer til dig som advokat og tror på, at du kan gøre noget for ham. Jeg fik mange af mine klienter frifundet i min tid, men på trods heraf, synes jeg, at alt for mange blev dømt på et for løst grundlag.

Jeg er i øvrigt ked af, at min unge kollega Claus Rehl ikke sagde ja til at starte virksomhed sammen med mig, da jeg omkring 1998 spurgte ham. Vi arbejdede i Solrød Center som ansatte advokater og havde en virkelig god indtjening til firmaet. Hvis vi havde lavet vort eget firma, ville vi have kunnet tjene mange flere penge end den ret beskedne løn, vi fik i firmaet.

Som advokat skal man kunne sætte sig ind i andres problemer og kunne engagere sig i dem – have empati. Alt for mange advokater er kyniske, uengagerede og kun interesserede i at ”flå kunderne”. Jeg fik mange kunder på anbefaling af tidligere kunder. Det har jeg tilladt mig at tolke i retning af, at de fleste af mine kunder var tilfredse med mit arbejde. Men desværre var min chef ret ligeglad med, om kunderne var tilfredse, om sagerne blev vundet eller ej. Vi blev uvenner, fordi han ville bestemme, hvor store regninger, jeg skulle sende til mine kunder. Det var jeg højst utilfreds med, fordi jeg jo førte et time-sags regnskab, hvoraf fremgik, hvor meget jeg havde lavet på mine sager. Det var jo mig, der skulle forsvare mig, hvis en kunde klagede over regningen til advokatnævnet, og det var ærgerligt og et unødvendigt spild af tid.

Da Benthe blev 65 år og gik på pension, valgte jeg at gå på efterløn, fordi jeg ikke længere var glad for mit arbejde. Jeg var så heldig, at chefen på det tidspunkt mente, vi var for mange advokater på kontoret, så han overvejede at fyre en af de unge advokater. Jeg meldte mig så frivilligt, og fik 4 måneders løn samt de 2 følgende år et beløb på 85.000 kr., der skulle være kompensation for mit tab af efterløn og pension. Den ordning var jeg meget tilfreds med.

Jeg møder heldigvis stadig tilfredse kunder på min vej, ligesom det også glæder mig at være på Facebook med nogle af de tidligere elever. Sjovt nok ser vi stadig med jævne mellemrum nogle af vore elever fra Rødovre Skole. De er nu omkring 53 år gamle!

Det er ikke let at vælge hvilket job, man vil bestride. Som du kan se, valgte jeg om nogle gange. Men det er vigtigt at vælge ud fra de rigtige kriterier. Nogle vælger tidligt i livet, at de skal være det eller det, fordi de giver masser af penge. Det kan selvfølgelig være et godt motiv at vælge ud fra, og der er næppe tvivl om, at mange der har gjort det, mener de har valgt rigtigt. Jeg tror nu mere på, at man skal finde ud af, hvem man er og, hvad der betyder noget for en, og vælge der ud fra. Vælger du forkert, er der stor risiko for, at dette valg præger hele din tilværelse i negativ retning, måske med et utilfredsstillende familieliv til følge eller måske med helbredsmæssige følger.

Jeg er glad for, at jeg ikke forfulgte idéen om at blive ingeniør, da jeg jo netop ikke var god til fysik og matematik, hvorfor jeg formentlig aldrig ville være blevet glad for et job, hvor især disse færdigheder efterspørges.

PENSIONIST

Jeg har nu været pensioneret i 2½ år. Det er meget underligt at skifte fra at gå på jobbet hver dag, til pludselig ikke at skulle det. Benthe og jeg startede med at tage 1 uge til Gardasøen medbringende vore cykler. Næste forår tog vi 5 uger og brugte en af ugerne på golfbanen oven over Garda by, hvor vi tog et 5 dages kursus, så vi kunne vende hjem til Skovbo Golfklub og få vores DGU kort. Siden var vi også af sted i 4 uger i september og oktober med bl.a. en koncert i Veronas arena med Zucchero. Vi havde en uge med vores ”rejseklub”, mennesker vi kender fra Brugsen i Havdrup – uddeleren og nogle bestyrelsesmedlemmer og deres ægtefæller. Vi havde også en uge med vore mentorer, Torben og Kirsten, som vi var ude at spille golf med på Cá degli Ulivi. Det var nogle dejlige uger.

Siden har vi været 3 måneder i Spanien, januar til marts i 2012 og december til marts i 2013. Det har været utrolig dejligt at prøve at tilbringe vinteren under varmere himmelstrøg, og vi har haft mange gode oplevelser med familien derned, samt med diverse mennesker, vi har været så heldige at møde bl.a. på golfbanen.

Herhjemme har vi fået tid til at gøre lidt mere ved arbejdet med sommerhuset og med huset på Brinken, så der ikke er lige så forsømt længere, som dengang vi måtte på arbejde i hverdagene. Vi har naturligvis også benyttet os af at kunne tage på golfbanen i dagtimerne, at tage ud at cykle, at læse bøger og meget andet, ligesom vi heldigvis også får tid til at tage os af børnebørnene, når der er behov for det.

Det er overraskende så let overgangen fra arbejdslivet er gået. Vi har været gode til at geare ned og vænne os til, at vi ikke nødvendigvis skal være færdige med det eller det lige præcis nu. 

MUSIK

Jeg kommer ikke uden om at fortælle, at The Beatles var de største i min ungdom. De besøgte Danmark én gang i juni 1964. Jeg syntes billetterne var meget dyre, så det var kun min storebror Iwan, der var snarrådig nok til at bruge de mange penge og komme ind i KB Hallen og se dem. Men jeg lyttede meget til deres musik, og den satte sit præg på musikken i de år. Jeg fik dog set The Rolling Stones, The Kinks og The Who i København, og specielt koncerten med The Who var fantastisk. Jeg var omkring 16 – 17 år og holdt en del til i Hithouse på Frederiksberg allé.

På grund af meget arbejde, hjemmearbejde og mange studieår, fik jeg ikke lyttet lige så meget til musik, som de fleste andre. Derfor har jeg ikke så stor viden om musikken i min tid, men Benthe og jeg har glædet os over de italienske operaer, vi har set i Veronas romerske arena, og vi har glædet os over ”We will rock you” med Queens musik, som vi har set både i London og i Forum i København. Bare hør ”Bohemian Rhapsodi”: (http://www.youtube.com/watch?v=97GiRk8_HQ8 ). Freddy Mercury var en af de helt store, og det var synd, han skulle blive offer for AIDS. Se ham fx i ”Somebody to love”: (http://www.youtube.com/watch?v=LRt2jX1kaYo ).

Jeg lærte, mens jeg gik på seminariet at lytte til klassisk musik, og en af mine favoritter har altid været Mozart. Filmen ”Amadeus” viste jeg gerne til mine store elever, og mange var faktisk begejstrede. Her er et af de dejligste stykker musik, han lavede: (http://www.youtube.com/watch?v=df-eLzao63I ) – det kaldes af eftertiden Elvira Madigan, da det har været brugt som underlægningsmusik i en film om hendes liv.

Elton John er også en af vores tids store komponister. En mærkelig mand, homoseksuel og sær på mange måder, men ikke til at komme uden om. Bare hør ”Can’t you feel the love tonight” : (http://www.youtube.com/watch?v=lFYBLwb3I84 ).

Koncerten i Veronas arena med Zucchero i 2011 var en meget stor oplevelse. Hør Cosi Celeste: (http://www.youtube.com/watch?v=kS1Se1Ewx3g ) og nyd billederne i “Wonderful Life”: (http://www.youtube.com/watch?v=teWFnLqjnuY ).

Vi har også været til mange operaforestillinger, specielt i Veronas arena. Det kan stærkt anbefales. Husk at køre fra Gardasøen ad motorvejen til Verona og kør først af ved Verona syd. Herfra kører man direkte ind til midten af byen og parkerer i Opera Parkeringen. Derfra er der kun få hundrede meter til Piazza Bra og arenaen. Bliv i byen efter forestillingen – vi har altid taget en pizza og en fadøl efter forestillingen, for imens vi spiser og drikker kører alle de mange operafans hjem fra byen, således at vi efterfølgende kan køre hjem uden at skulle holde i kø i P-huset og igennem byen. https://www.youtube.com/watch?v=I705XN_sJyo . Indslaget her er fra La Boheme, som du bør lytte til en dag. Sangerne er fantastisk dygtige og operaen er vidunderlig. Som barn hørte jeg ikke opera, så det er noget, jeg har lært mig selv at synes om gennem årene. Først ved nogle jazzede udgaver af berømte arier og senere fordi jeg forstod, at de fleste operaer er skrevet på italiensk, det sprog jeg holder allermest af.

Operahuset i København er i øvrigt også værd at besøge. Det er meget smukt og forestillingerne er ofte meget flotte.

Også Eros Ramazotti har jeg lyttet til i mange år. Hør fx “Per me per sempre”: (http://www.youtube.com/watch?v=zms-bdr6ML4 ).

Tidligere var jeg meget glad for Umberto Tozzi. Da Benthe og jeg ”mødte” hinanden på lejrskolen i 1975 til Malcesine, dansede vi for første gang sammen til bl.a. denne: ”Ti amo” (http://www.youtube.com/watch?v=EMCQX0lPXu0 ). Senere – for ca. 10 år siden var vi så heldige at være til gratis koncert med ham i havnen i Rimini. Det var en blandet oplevelse, fordi han ”havde overskredet sidste salgsdag”. Publikum måtte hjælpe ham med teksterne, som han tilsyneladende havde glemt, enten på grund af alder eller stoffer?

Laura Pausini “Incancellabile”: (http://www.youtube.com/watch?v=wAsH11a2ZQk ). Jeg prøvede at lave nogle af hendes tekster på dansk og gav dem til en sangerinde, jeg kendte fra Rotary, og hun har da også sunget en af dem til et Rotarymøde, men ellers er der vist ikke blevet noget ud af det. En af disse tekster var ”Incancellabile”.

BILER

I går (21.5.2013) var vi ude at købe ny bil til Benthe. Vi har solgt hendes Renault Scenic, som vi har haft i 7 år. Nu har vi så købt en lille økonomisk Seat Mii, som ser lovende ud. Den kører 24 km pr. liter benzin, så det er næsten 10 km mere end Renault’en. Min første bil var en folkevogn, den man også kaldte ”Boblen”. Det blev til flere folkevogne, hvorefter fik jeg en Citroen Dyane. Da jeg mødte Benthe, havde jeg en østtysk motorcykel af mærket MZ, mens hun havde en gammel Datsun.

 

Folkevogn

Siden har vi (jeg) haft rigtigt mange biler. Nissan Micra, Simca 1307, diverse Toyotaer, Seat’er, Fiat’er, Alfa Romeo’er, og nogle flere. Jeg har altid haft en passion for biler, og må desværre nok erkende, at det er min skyld, at Lars blev bilsælger, da jeg meget tidligt videregav min interesse til ham. Håber, han har været/er tilfreds med sit job som bilsælger, når jeg føler, det er min skyld, han arbejder i det job.

POLITIK

Giv magten til dem, der ikke vil have den, er der vistnok en klog person, der engang har sagt. Jeg har siden min ungdom syntes, at  alt for mange går ind i politik og bliver der med det resultat, at det ikke kommer til at handle om at gøre noget for landet, men at sørge for at blive hængende, med det til følge, at man ikke følger sine og partiets idéologi, men vejrer stemningen i befolkningen, og dernæst fører den politik, som vil sikre en ”taburetten” også ved næste folketingsvalg.

Jeg har igennem årene interesseret mig for politik, og på grund af min opvækst under trange kår, samt det faktum, at der blev læst avis, ”Socialdemokraten” i vores barndomshjem, altid været tilhænger af den danske form for socialisme. Jeg har dog aldrig troet, at jeg skulle ind i politik. Men en dag kom min daværende chef, advokat Per Felby og spurgte mig, om jeg ikke ville være med på Havdruplisten, som igennem mange år har haft et medlem eller to i Solrød byråd. Da var jeg nødt til at tage stilling. Jeg blev forundret, da jeg vidste, at listen var borgerlig, så jeg følte trang til at vise, at jeg ikke var det. Det var den direkte årsag til, at jeg meldte mig ind i partiet SF.

Jeg kom efter få år faktisk ind i byrådet og var medlem af teknisk udvalg. Det var spændende at være med, men jeg opdagede hurtigt, at det nok ikke lige var mig. Steen Bagge, som også var i byrådet for SF samtidigt, mente at det vigtigste for SF’ere i et dundrende mindretal var at markere SF’s holdninger mest muligt i lokalpressen. Jeg derimod mente, at det var vigtigere at få indflydelse end at få presse, så ved næste valg ønskede man ikke mig genvalgt. Jeg fik dog en 4 årig periode som medlem af ligningskommissionen, og da den et år senere skulle omdannes til skatteankenævnet, blev jeg ved et såkaldt kup valgt til formand. Det var en betalt politisk stilling, som gav ca. 30.000 kr. om året, og som magthaverne fra venstre og konservative var overbeviste om, skulle tilfalde formanden for ligningskommissionen, Ivan. Men de ”sov i timen”, så det lykkedes mig at tiltuske mig pladsen – måske mest fordi de 2 socialdemokrater også sov. Jeg tror nok, at jeg derved blev den første ikke borgerlige, der fik en sådan udvalgsformandspost. Det konservative medlem af udvalget, Kurt Fauerholm, blev så tosset, at han udvandrede, men heldigvis fandt man efterhånden ud af, at det var rart at have en uddannet jurist på formandsposten, og at jeg i øvrigt var meget pragmatisk i forhold til jobbet. Da jeg efter 4 år også af SF ”blev gået”, fordi Steen Bagge ønskede min post, og derved ikke blev formand, oplevede jeg den store ros, at Kurt sagde, at han var ked at, at jeg ikke fortsatte på posten.

Jeg opfatter politikere som mennesker, der ønsker magt, og ønsket er så stærkt, at de bruger alverdens ufine metoder for at få magten. Du skal have ”rundsave på albuerne”, siger man. Dem har jeg aldrig haft, så jeg følte også selv, at jeg var uegnet, i hvert fald iblandt dem, der virkelig ønsker magten.

Nu er et byråd i en lille kommune måske heller ikke særlig ophidsende. I hvert fald syntes jeg, at det er en svaghed ved demokratiet, at partier med ganske få medlemmer kan få ret stor indflydelse i de lokale byråd. Vi var ofte kun en håndfuld personer, der på vore møder skulle repræsentere SF’s holdninger i byrådet. Det havde jeg det dårligt med, og jeg følte ofte, det havde været bedre, hvis man var gået sammen med socialdemokraterne, hver gang man forberedte byrådsmøderne. Det ville have givet noget mere dynamik, og måske og mere indflydelse.

Men at sidde i byrådet betyder også, at man bliver valgt ind i diverse repræsentantskaber og lignende og får et indblik i mange ting som vandværker, rensningsanlæg eller hvad man nu løber ind i, og det giver selvfølgelig et godt indblik i, hvordan hele samfundet er ”skruet sammen” og fungerer, så jeg har efterfølgende været glad for de erfaringer, jeg fik ved arbejdet. Også fordi man efter 8 år i det politiske arbejde meget bedre ved, hvor vanskeligt det er at drive ”virksomheden kommunen”, og får større respekt for politikere, der bruger oceaner af tid for (som oftest) i den bedste mening at gøre noget for andre. Men overvej det nøje, hvis du skulle tænke på at gå ind i politik. Det giver mange frustrationer, og det sluger al din tid.